Thursday, February 15, 2018

Begrænsningens kunst

Jeg kan rigtig mange ting. Jeg har nemlig aldrig været god til at begrænse mig. Er altid blevet fristet af også lige at måtte undersøge og prøve det næste i rækken. Og mens det i mange tilfælde er super fedt af have dusinvis af kompetencer og vidensområder at trække på, betyder det desværre også, at der er meget få emner jeg når særlig dybt i, eller kommer til at bruge rigtig meget tid på. Sådan føles det i hvert fald.

I min stræben efter at kunne alt, er det let at blive forblændet af alt det jeg ikke kan endnu, i stedet for at huske det jeg kan. Indtil store spørgsmål, fx om fremtiden dukker op. Jeg har en god uddannelse, og en masse både personlige og faglige kompetencer de fleste (mere eller mindre) nyuddannede ikke har. Men i stedet for at gøre jobjagten lettere for mig, bliver det ved at rejse spørgsmål om, om jeg er på vej i den rigtige retning, eller burde undersøge nogle af de mange andre veje der ligger åbne for mig.

Bloggerverdenen har af flere omgange facineret mig, men alle steder man søger gode råd til hvordan en blog bliver mere end en "online dagbog", er punkt 1: "Find et emne du er passioneret om". Ét emne. Frack. Jeg når aldrig længere, for det er totalt umuligt for mig at skulle begrænse mig til ét emne. Og rådet giver ellers rigtig god mening, for jeg følger selv bloggere der skriver om ting der interesserer mig, og stopper hvis der bliver for meget af andre emner. En blog der på én gang forsøger at omfavne håndarbejde, livsstil, selvforsyning, mental sundhed og politik - emner der hver for sig allerede er temmelig brede, vil naturligt indskrænke sin egen målgruppe ret drastisk.

Samme problematik opstår, når jeg leger med tanken om at opstarte en selvstændig virksomhed af en art. Jeg ville selv have svært ved at have helt tiltro til en virksomhed med en alt for bred profil, uden tydelig sammenhæng mellem kompetencerne. - En konsulent i motorisk udvikling, som giver strikkekurser i weekenden og i sin fritid høster tomatfrø, når hun ikke skriver abstrakte noveller eller politiske klummer. Really?

Resultatet er tilbage hvor vi startede. Jeg vil helt vildt gerne det hele, men har ikke noget sted at starte, og den barske sandhed er, at der er langt fra mine nuværende tanker og ideer, til cool cash der kan betale regningerne. Luksusproblem? Måske. Men hvordan finder jeg ud af hvilke af mine kompetencer der er marked for? Hvordan gør jeg mig til noget andre vil investere i? Hvis jeg bliver nødt til at begrænse mig, hvad skal jeg så begrænse mig til? 

Tuesday, November 14, 2017

Første dag i resten af mit liv?

Igår var sidste dag af mit vikariat. Jeg havde aftenvagten alene, og havde gjort mig en del tanker om hvad jeg gerne ville, og hvordan jeg bedst kunne slutte af med beboerne. Jeg havde ikke tænkt over hvor trist det ville blive at sige farvel.

På vej hjem skrev jeg med en ven om hvordan tristheden havde overrasket mig. At det var vemodigt at have sidste dag. Halvt i spøg påpegede han, at det jo samtidig var første dag i resten af mit liv. Meget dybsindigt ;)

Dagen derpå sidder jeg med alle tankerne om hvad der skal ske nu. Et øjebliks tomhed. Et ikke uanseeligt drys nervøsitet. Er en smule overvældet af alle de ting der er skubbet til "efter sidste arbejdsdag". Urolig for hvor lang tid det kommer til at tage at finde noget nyt. Spændt på hvad det bliver. En sjat i tvivl om hvilken retning jeg skal bevæge mig. Træt på forhånd ved tanken om jobcenter-møllen. Og bare generelt i "omstillingsmode".

Jeg tager tilløb til den process det bliver at starte næste kapitel af mit arbejdsliv, og i mellemtiden er hver dag vel første dag i resten af mit liv. Med de op- og nedture jeg ved der vil komme, udfordringer, successer og erfaringer. De første jobopslag er fundet og bogmærket. Første uge af kalenderen er fuld. Jeg kan godt være i tvivl om om jeg når at holde "fri", men jeg er ikke i tvivl om hvad jeg skal bruge min midlertidige "frihed" til.

Tankerne er der endnu. Tvivlen. Nervøsiteten. Spændingen. Første dag i resten af mit liv. Gad vide hvad der sker imorgen. 

Sunday, November 12, 2017

Arbejdssøgende blogger

Hold nu kæ.. hvor synes jeg det er svært at finde ud af hvormeget jeg kan dele, hvor mange meninger jeg kan ytre, hvor langt jeg kan gå, når jeg samtidig skal være klar til at blive gransket, vurderet og tjekket op på, til potentielle jobs. 

På den ene side tænker jeg, at bloggen er meningsløs, hvis den ikke får mine frustrationer, dilemmaer, tanker og holdninger. På den anden side er jeg bange for, at det kan give et skævt billede for folk der ikke kender mig, og forsøger at finde noget om mig der kan vælge mig til eller fra. 

I disse dage afslutter jeg et kort vikariat. For at være helt præcis, har jeg sidste dag imorgen. Stillingen har budt på både skønne succesoplevelser og opslidende frustrationer. Som på enhver arbejdsplads er der udfordringer, og denne virksomhed går igennem en svær tid, som ikke gør noget godt for arbejdsmiljøet. Men kan jeg lufte mine frustrationer på bloggen? Eller gør det mig til et illoyalt brokkehoved i potentielt kommende arbejdsgiveres øjne?

Jeg tænker, at hvis man leder efter noget negativt, kan man altid finde noget. Så med det for øje bør jeg vel ikke holde igen med hvordan jeg bruger min blog? Bloggen er en måde for mig at sætte ord på nogle tanker, dele interesser, tømme hovedet og formulere mig selv. Måske kan den engang blive mere end det, men det vil tiden vise.

Det er snart mange år siden man begyndte at tale om, at det er vigtigt at google sig selv jævnligt, især som jobsøgende, for at vide hvad der dukker op når arbejdsgiveren gør det. Og jeg ved at det sker, at folk bliver valgt fra til stillinger, på baggrund af hvad der dukkede op i arbejdsgivers søgning. 


Dilemmaet er ægte, og med presset på arbejdssøgende idag ville jeg hade at gøre noget der spænder ben for mig selv. Men det føles uærligt og uretfærdigt at skulle begrænse mig selv og holde igen eller holde tilbage.

Hvad gør I? Begrænser eller selvcensurerer I aktivitet på nettet, med tanke på fx fremtidige arbejdsgivere? Hvor vigtigt er det at gøre? Hvad tænker I?

Monday, April 24, 2017

There's no reasoning with a teenager

I regularly get amazed at how arrogant Americans can be. I get the urge to shout, shake or slap, and have to step back and remind myself; in a world history perspective, they're the teenager. And therefore it is pointless. 

Take for example "pancakes". Somewhere crossing the Atlantic Ocean, the recipe for making pancakes was lost, and instead of calling home to ask, a new kind of food was invented for the name. Same thing happened to football. And yes, shit happens, we can live with several things carrying the same name, some of us are quite used to that. What bugs me, is when Americans comes to Europe and start complaining that our pancakes are wrong. You have got to be kidding. It's fair if you prefer your own version, but don't start dissing ours just because they're called the same and you get confused. 

Only teenagers are so focused on showing everyone else that they're right, that they don't give a rats ass what they're actually saying or doing. Only teenagers get so intend on proofing themselves that consequences become invisible. And only teenagers are so insecure that they'd rather make enemies to remain in control of a situation, than risk loosing face.

What really scares me about the nation of teenagers though, is that the bullies stole the nerds notes, and now the scared ones have got the keys to the nukes. There's nothing more irrational than a teenager who feels threatened.

Please tell me I'm wrong! 

Saturday, March 18, 2017

Ikke noget at lave?

Igår aftes fandt jeg pludselig mig selv i tvivl om hvad jeg skulle lave. Ikke bare "hvad skal jeg nu lave", men en realisation af, at der ikke var noget jeg SKULLE lave. 

Jeg har masser af ting på min "to do"-liste; jeg kommer ikke til at løbe tør for ting at lave lige foreløbigt, men alle ting med snartkommende deadlines var tjekket af. Jeg havde god samvittighed! 

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet det.

Før jeg færdiggjorde min uddannelse var noget af det jeg glædede mig mest til, at kunne holde fri når jeg har fri og ikke altid have dårlig samvittighed over ting jeg burde have gjort eller var bagud med. Så blev jeg færdig, og blev sendt direkte videre i systemet som arbejdssøgende, med den bunke krav og deadlines der hører til der. Parallelt er jeg involveret i forskelligt foreningsarbejde, opdræt, formidling, husistandsættelse mv. som også i perioder har til der SKAL gøres og deadlines. 

Tilsammen betyder det, at jeg nok skal tænke tilbage til før sommeren 2010 for at finde sidst jeg havde perioder hvor jeg var "fri". 

Min næste deadline er på mandag. 

Man må nyde de små øjeblikke.

Wednesday, March 15, 2017

Når energien er brugt op

Nogle gange svarer mine energireserver ikke til mine ønsker og ambitioner.

Jeg burde nok havde forudset det, men nogle ting kan man ikke flytte på, og så bliver valget "alt eller intet". De sidste fire dage forsøgte jeg at gabe over "alt". Lørdag var familiebesøg - halvanden time væk i bil, ankomst til middag, hjemme til midnat. Søndag praktisk dag hos mine forældre - formiddag til aften. Mandag opdelt i to - første halvdel med foreningsarbejde og hjemmesidebøvl, anden halvdel med rollespil i Kbh, hjemme til midnat. Tirsdag også opdelt - første del i skoven og sanke brænde med min far og bror, anden del i Kbh i biografen med en håndfuld venner, hjemme til midnat.

Idag forsøgte jeg at lave forsigtige realistiske planer, for havde godt mærket advarselssignalerne. Selv de forsigtige planer faldt til jorden. Jeg har været lækkersulten, handlingslammet og grådlabil hele dagen - for det er det der sker når jeg går over grænsen.

Når energiniveauet når langt nok ned, bliver jeg ikke bare træt - hele systemet går i trods og protesterer. Kræver tilførsel af ny energi, nægter at arbejde og er ude af stand til at regulere.

Det værste ved dage som denne er, at inaktiviteten og småspiseriet frustrerer mig. Det giver mig dårlig samvittighed og truer med yderligere skyer af lammelse og selvbebrejdelse. Grådlabililteten får mig til at tvivle på alt, for hvis det er så slemt at jeg græder, burde jeg så overhovedet have noget med det at gøre. Og derefter argumentationen overfor mig selv om, at det er den mentale udmattelse der får mig til at græde, og ikke hvad end der udløste det.

Jeg er helt ærlig i tvivl om, om jeg burde undgå at overskride grænsen. Det ville klart være mest behageligt, men måske er det meget god "træning" at skubbe lidt til rammerne engang imellem. Om ikke for at udvide råderummet, så for at blive bedre til at håndtere konsekvenserne. Måske skal jeg båre undgå det når jeg kan, og acceptere det når der er ting jeg vil nok til at det er det værd.

Oplever du noget lignende?

Friday, March 3, 2017

Forsvundne dage

Jeg mister stadig dage engang imellem.

For tre dage siden var det weekend. Vi arbejdede på huset, solen skinnede (noget af tiden), min mor havde fødselsdag. I forgårs var det mandag og lidt for mange af de ting der var planlagt gik ikke som de skulle eller som jeg havde håbet. Igår fik jeg ordnet nogle praktiske ting, og vi spillede rollespil i torsdags-gruppen. Idag er det fredag.

Jeg har rigtig mange tidsfølsomme projekter og krav - både privat og fra jobcenter/a-kasse - og nogle af de ting skrider totalt for mig når dage pludselig forsvinder. Desna bliver for gammel, GorrCon kommer tæt på, jobsøgningskvoter, aktiveringsforpligtelse, DUF-indsamling, bure, brænde, hjemmeside... Det meste er opgaver jeg selv har påtaget mig, men det gør ikke presset mindre for at gennemføre - tvært imod. Og det gør det ikke lettere at indhente når der pludselig mangler to dage i ugen.

På den anden side burde jeg måske være taknemmelig for at det kun er to dage. For halvandet - to år siden forsvandt hele uger med jævne mellemrum. Jeg havde hold i virkeligheden om mandagen, når vi spillede rollespil i den gruppe. Tiden mellem mandage flød sammen, tågede, blev væk. Alt for ofte.

Faktisk er jeg ikke helt sikker på om det er halvandet - to år siden. Min tidsfornemmelse har det ikke så godt. Fra maj 2012 til februar 2016 har jeg ingen faste holdepunkter. Jeg ved ikke hvad der foregik hvornår. Jeg kan nogenlunde rækkefølgen gren for gren, men aner ikke hvilke år eller hvad der foregik parallelt med hinanden.

Hvis nogen en dag finder en måde at få to torsdage i én uge, vil jeg meget gerne høre om det!