Når man véd, at det man har lyst til, ikke er godt for én. Når al fornuft siger, at det man længes efter bare vil trække én længere væk fra det man faktisk savner. Når logikken er oppe imod det der føles trygt, rart og rigtigt.
Jeg har lært at genkende det som trangen til at flygte. De her dage hvor tankerne er endimensionelle, perspektivet mindre end kort og motivationen ikke-eksisterende. Hvor det virker helt rigtigt — ja faktisk nødvendigt — at putte mig godt ned i reden, starte en serie jeg har set otte gange før, placere chokoladen indenfor rækkevidde og gribe strikketøjet.
Presset bliver for stort, "to do"-listen for lang, den dårlige samvittighed for insisterende. Det er ikke noget der opstår pludseligt, men mange gange opdager jeg det alligevel ikke når det er på vej.
Det er simpelt nok at komme ud af! Jeg skal bare rydde ud i punkterne på listen, se nogle resultater, demonstrere lidt effektivitet. "Bare". Bare lige alt det der føles helt forkert og uoverskueligt.
Ambivalensen i at vide hvad der kan få én til at have det bedre, men have uendeligt svært ved at gøre det. Frustrationen i kampen med sig selv — sig selv som sin egen største modstander. Ubeskriveligt, og sandsynligvis uforståeligt for enhver der ikke selv har oplevet det.
Jeg véd jeg får det bedre når jeg har sendt en ansøgning og ordnet totternes bure. Og det har jeg fortalt mig selv de sidste fire timer...
Friday, January 20, 2017
Tuesday, January 17, 2017
Konfliktsky
Jeg kan godt li' at tænke, at jeg er blevet bedre til at vælge mine kampe. Jeg ved at jeg da jeg var yngre var meget provokerende, og fik rodet mig selv ind i en del konflikter. Jeg var stædig og påståelig og for forkvaklet stolt til at indrømme når jeg begik fejl. I de år hvor jeg har haft det dårligst undgik jeg konflikter. Jeg gik ud af led for at holde mig gode venner med folk i rigtig mange tilfælde, og lagde låg på mig selv i så mange situationer jeg tidligere aldrig ville have fundet mig i.
På det sidste er jeg begyndt at lægge mærke til, at jeg ikke længere finder mig i hvad som helst. Og nok vigtigst, jeg bebrejder ikke længere mig selv for enhver konflikt jeg er en del af. Der er et stykke vej endnu, til balancen mellem provokatør og pleaser, men jeg glæder mig stille over, at det går den rigtige vej. Jeg tænker over hvad det er værd at bruge energi på, og hvordan jeg bedst får konstruktive resultater. Jeg kan indrømme mine egne fejl (så skal jeg bare også lade være med at påtage mig skylden for ting jeg ikke har haft indflydelse på). Og jeg siger fra når nogen eller noget går over mine grænser, om det så bliver direkte eller på skrift.
Så naturlig en ting, og alligevel så stor en succes!
Det er altid ubehageligt i en eller anden grad, at være i en konflikt. Noget helt andet er at overvære andres konflikter. Især på facebook er der gået sport i at lade sig underholde af andres konflikter, og gerne puste lidt til ilden for at få et rigtig godt "show". Jeg bryder mig ikke om det. Og det er måske endda mildt sagt. Jeg kan i nogle situationer have sværere ved at udholde de konflikter andre har, end dem jeg selv befinder mg i.
Jeg har særlig svært ved konflikter der fra mit perspektiv er meningsløse. Konflikter hvor parterne er blevet fastlåst i konflikten og har glemt emnet, med det resultat at de ikke ser de enten taler om to forskellige ting, eller måske endda er enige, men bare formulerer sig på to forskellige måder. Helt unødvendige konflikter. Det gør næsten ondt på mig, og jeg har voldsomt svært ved ikke at forsøge at bryde ind og "hjælpe".
Generelt er jeg meget opmærksom på konflikter der opstår af dårlig eller utilstrækkelig kommunikation. Hvad end det er mundtligt eller skriftligt. De skriftlige konflikter er igen mere end rigeligt repræsenteret på facebook, og opstår jævnligt i skreven kommunikation af enhver art. En joke der bliver en fornærmelse når tonefaldet mangler, en venlig påmindelse der pludselig "lyder" nedladende.
Mundtlig kommunikation har ikke i nær så høj grad risiko for misforståelser - ikke som vi er opmærksomme på i hvert fald. Men selv de mindste ændringer i tonefald, kropsholdning, stemmeføring eller ordvalg opfattes, enten bevidst eller ubevidst, og påvirker det samlede indtryk af budskabet. De mindste detaljer kan være nok til at bestemme resultatet. Og er man først opmærksom på det, er det nær ved pinefuldt at overvære konflikter opstå, som kunne være undgået ved bare få andre ord eller bedre afstemt stemmeføring.
Tal pænt til hinanden. Tag jer tid til at formulere jer. Tænk over situationen. Prioriter kommunikationen. Undgå de unødvendige konflikter. - Tak!
På det sidste er jeg begyndt at lægge mærke til, at jeg ikke længere finder mig i hvad som helst. Og nok vigtigst, jeg bebrejder ikke længere mig selv for enhver konflikt jeg er en del af. Der er et stykke vej endnu, til balancen mellem provokatør og pleaser, men jeg glæder mig stille over, at det går den rigtige vej. Jeg tænker over hvad det er værd at bruge energi på, og hvordan jeg bedst får konstruktive resultater. Jeg kan indrømme mine egne fejl (så skal jeg bare også lade være med at påtage mig skylden for ting jeg ikke har haft indflydelse på). Og jeg siger fra når nogen eller noget går over mine grænser, om det så bliver direkte eller på skrift.
Så naturlig en ting, og alligevel så stor en succes!
Det er altid ubehageligt i en eller anden grad, at være i en konflikt. Noget helt andet er at overvære andres konflikter. Især på facebook er der gået sport i at lade sig underholde af andres konflikter, og gerne puste lidt til ilden for at få et rigtig godt "show". Jeg bryder mig ikke om det. Og det er måske endda mildt sagt. Jeg kan i nogle situationer have sværere ved at udholde de konflikter andre har, end dem jeg selv befinder mg i.
Jeg har særlig svært ved konflikter der fra mit perspektiv er meningsløse. Konflikter hvor parterne er blevet fastlåst i konflikten og har glemt emnet, med det resultat at de ikke ser de enten taler om to forskellige ting, eller måske endda er enige, men bare formulerer sig på to forskellige måder. Helt unødvendige konflikter. Det gør næsten ondt på mig, og jeg har voldsomt svært ved ikke at forsøge at bryde ind og "hjælpe".
Generelt er jeg meget opmærksom på konflikter der opstår af dårlig eller utilstrækkelig kommunikation. Hvad end det er mundtligt eller skriftligt. De skriftlige konflikter er igen mere end rigeligt repræsenteret på facebook, og opstår jævnligt i skreven kommunikation af enhver art. En joke der bliver en fornærmelse når tonefaldet mangler, en venlig påmindelse der pludselig "lyder" nedladende.
Mundtlig kommunikation har ikke i nær så høj grad risiko for misforståelser - ikke som vi er opmærksomme på i hvert fald. Men selv de mindste ændringer i tonefald, kropsholdning, stemmeføring eller ordvalg opfattes, enten bevidst eller ubevidst, og påvirker det samlede indtryk af budskabet. De mindste detaljer kan være nok til at bestemme resultatet. Og er man først opmærksom på det, er det nær ved pinefuldt at overvære konflikter opstå, som kunne være undgået ved bare få andre ord eller bedre afstemt stemmeføring.
Tal pænt til hinanden. Tag jer tid til at formulere jer. Tænk over situationen. Prioriter kommunikationen. Undgå de unødvendige konflikter. - Tak!
Sunday, January 15, 2017
Jeg er ikke længere 23
Det lyder lidt som titlen på en "jeg er blevet voksen"-blog, gør det ikke? Det er nu ikke det det handler om. Ikke direkte i hvert fald.
I en del år, har jeg måttet stoppe mig selv i at svare "23", når nogen har spurgt til min alder. Det var det svar der føltes rigtigt, og det svar der faldt mig ind - men det var ikke korrekt.
Da jeg var 23 skete en masse omvæltninger i mit liv. Jeg fik første sygemelding fra mit studie, efter kort i en mail at have beskrevet for min studievejleder hvordan jeg havde det. På det tidspunkt var jeg selv hovedsageligt undrende overfor de ting jeg oplevede og de reaktioner jeg havde. Det føltes fremmed og ikke helt som om det var mig det skete for. Min studievejleder så omfanget og alvoren og hev mig til samtale om deltidsstudie og hjælp hos studenterrådgivningen - det er jeg hende ubeskriveligt taknemmelig for.
Det tog mig år hvor det i lang tid ikke rigtig blev bedre, og i perioder blev markant værre, før jeg for bare et par måneder siden færdiggjorde den uddannelse. Jeg tror stadig ikke helt det er gået op for mig, og jeg bilder mig på ingen måde ind, at det at færdiggøre uddannelsen med et trylleslag har fjernet alle problemer. Men et eller andet sted, for forholdsvist nylig, er jeg holdt op med at tænke "23", om min alder. Jeg er ikke længere gået i stå på det punkt hvor jeg sidst følte jeg havde mine fulde fakulteter til rådighed.
Der er lang vej fra 23 til 29, og hvor ville jeg dog ønske jeg kunne sige bare 27 i stedet. Jeg har det som om teenagehormonerne kun lige er ved at slippe, så jeg begynder at kunne se verden klart og finde ud af det der "liv". Men jeg er ti år bagud. Og ja, mit biologiske ur tikker og æggestokkene blafrer efter hvert barn jeg ser på gaden. Men jeg er ude. Jeg er min egen alder igen, og for hver dag letter tågen en smule mere.
Mig? Jeg er 29. Hvor gammel er du?
I en del år, har jeg måttet stoppe mig selv i at svare "23", når nogen har spurgt til min alder. Det var det svar der føltes rigtigt, og det svar der faldt mig ind - men det var ikke korrekt.
Da jeg var 23 skete en masse omvæltninger i mit liv. Jeg fik første sygemelding fra mit studie, efter kort i en mail at have beskrevet for min studievejleder hvordan jeg havde det. På det tidspunkt var jeg selv hovedsageligt undrende overfor de ting jeg oplevede og de reaktioner jeg havde. Det føltes fremmed og ikke helt som om det var mig det skete for. Min studievejleder så omfanget og alvoren og hev mig til samtale om deltidsstudie og hjælp hos studenterrådgivningen - det er jeg hende ubeskriveligt taknemmelig for.
Det tog mig år hvor det i lang tid ikke rigtig blev bedre, og i perioder blev markant værre, før jeg for bare et par måneder siden færdiggjorde den uddannelse. Jeg tror stadig ikke helt det er gået op for mig, og jeg bilder mig på ingen måde ind, at det at færdiggøre uddannelsen med et trylleslag har fjernet alle problemer. Men et eller andet sted, for forholdsvist nylig, er jeg holdt op med at tænke "23", om min alder. Jeg er ikke længere gået i stå på det punkt hvor jeg sidst følte jeg havde mine fulde fakulteter til rådighed.
Der er lang vej fra 23 til 29, og hvor ville jeg dog ønske jeg kunne sige bare 27 i stedet. Jeg har det som om teenagehormonerne kun lige er ved at slippe, så jeg begynder at kunne se verden klart og finde ud af det der "liv". Men jeg er ti år bagud. Og ja, mit biologiske ur tikker og æggestokkene blafrer efter hvert barn jeg ser på gaden. Men jeg er ude. Jeg er min egen alder igen, og for hver dag letter tågen en smule mere.
Mig? Jeg er 29. Hvor gammel er du?
Friday, January 6, 2017
Ubehageligt
Til spørgsmålet; Færdiggør sætningen "Mennesker er..", har mit svar i mange år været "..farlige".
Jeg har aldrig været bange for mørke, bange for at gå alene, bange for at gå i byen om aftenen eller natten, eller noget i den stil. De mennesker jeg har oplevet som farlige, er de mennesker der er tæt på mig. De mennesker jeg kender. De mennesker der betyder noget for mig. Hvad der kunne ske med materielle ting - eller min krop for den sags skyld - har ikke været en prioritet i forhold til den krig jeg udkæmpede og udkæmper på indersiden af kraniet.
Jeg lejede engang førstesalen af et hus af en dame der få måneder forinden var flyttet fra byen på landet. Hun forbød mig at sætte andet end mit efternavn på postkassen, for man måtte endelig ikke kunne gætte at der boede en kvinde alene. Jeg har undrede mig grumme over den indstilling, og smågrinede lidt af det fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle reagere på noget så langt fra min egen verdensopfattelse.
Jo, jeg ved godt at der er reelt farlige mennesker i verden, og at der kan ske grimme og voldsomme ting. Jeg har respekt for potentielle risikosituationer og passer fornuftigt på mig selv. Men jeg går ikke rundt og er bange for fremmede mænd på modsatte fortorv eller føler jeg bør være særligt forberedt på at kunne forsvare mig selv.
Iaften røg lidt af min sindsro dog. Samtidig med at det er så surrealistisk at det næsten er komisk.
Det virker så dumt, men tanken om at de har gået rundt på min grund, omkring mit hjem og har åbnet døre, er virkelig ikke rar. Også selvom det bare er lidt brænde de er rendt med. Hvis det så bare havde ligget i en bunke et sted der var synligt fra vejen. Min bror foreslog at de har set det blive kørt herud og læsset af, og derfor vidste hvor de kunne finde det. Hvis de bare havde ledt efter noget at hugge, står der mere værdifulde ting i værkstedet end brændet.
Jeg kan virkelig godt li' at bo hvor og hvordan jeg bor. Men lige iaften er jeg sgu ikke helt tilfreds. Trøsten bliver en stor skål is - og så pønser jeg lidt på noget med lys der tænder automatisk, vildtkamera og hængelås på værkstedsdøren.
Jeg har aldrig været bange for mørke, bange for at gå alene, bange for at gå i byen om aftenen eller natten, eller noget i den stil. De mennesker jeg har oplevet som farlige, er de mennesker der er tæt på mig. De mennesker jeg kender. De mennesker der betyder noget for mig. Hvad der kunne ske med materielle ting - eller min krop for den sags skyld - har ikke været en prioritet i forhold til den krig jeg udkæmpede og udkæmper på indersiden af kraniet.
Jeg lejede engang førstesalen af et hus af en dame der få måneder forinden var flyttet fra byen på landet. Hun forbød mig at sætte andet end mit efternavn på postkassen, for man måtte endelig ikke kunne gætte at der boede en kvinde alene. Jeg har undrede mig grumme over den indstilling, og smågrinede lidt af det fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle reagere på noget så langt fra min egen verdensopfattelse.
Jo, jeg ved godt at der er reelt farlige mennesker i verden, og at der kan ske grimme og voldsomme ting. Jeg har respekt for potentielle risikosituationer og passer fornuftigt på mig selv. Men jeg går ikke rundt og er bange for fremmede mænd på modsatte fortorv eller føler jeg bør være særligt forberedt på at kunne forsvare mig selv.
Iaften røg lidt af min sindsro dog. Samtidig med at det er så surrealistisk at det næsten er komisk.
Nogen har været inde i mit aflukkede værksted
og stjæle af mit brænde.
Det virker så dumt, men tanken om at de har gået rundt på min grund, omkring mit hjem og har åbnet døre, er virkelig ikke rar. Også selvom det bare er lidt brænde de er rendt med. Hvis det så bare havde ligget i en bunke et sted der var synligt fra vejen. Min bror foreslog at de har set det blive kørt herud og læsset af, og derfor vidste hvor de kunne finde det. Hvis de bare havde ledt efter noget at hugge, står der mere værdifulde ting i værkstedet end brændet.
Jeg kan virkelig godt li' at bo hvor og hvordan jeg bor. Men lige iaften er jeg sgu ikke helt tilfreds. Trøsten bliver en stor skål is - og så pønser jeg lidt på noget med lys der tænder automatisk, vildtkamera og hængelås på værkstedsdøren.
Thursday, January 5, 2017
Aloe Vera; potteplanter og ompotning
En ven spurgte mig for nylig om, hvordan jeg egentlig gør, når jeg skiller mine aloe vera ad og potter om. Jeg indrømmer at det virkede som et lidt underligt spørgsmål, for for mig er det så simpelt og naturligt som at tage jakke på når jeg skal ud og det er koldt. Men samtidig er det omtrent lige så simpelt for mig at plukke en høne eller lave krydsningsskemaer i hovedet, og det er trods alt ting jeg ved rigtig mange aldrig har gjort eller vil komme til.
I hvert fald lovede jeg at tage nogle billeder næste gang, og med en nystartet blog, hvorfor så ikke dokumentere processen her.
Eksemplaret der i denne omgang kom under kærlig behandling, blev efterladt ved forrige flytning, og er først for nylig kommet hjem. Den har fået vand nogenlunde jævnligt det sidste år, men det er så også det.
Det er egentlig spøjst med mig og mine potteplanter. Jeg har aldrig taget et bevidst valg om at jeg skulle have dem. De første arvede jeg da min farmor døde, og så hjalp jeg min mor med at ompotte nogle af hendes og fik et par aflæggere der. Jeg har aldrig gået voldsomt op i det, men nænner ikke -ikke- at passe dem, og på en eller anden måde bliver der ved at blive flere.
Jeg har et par gange overvejet om jeg kunne tjene et par håndører ved at sælge ud af aflæggerne, men det virker lidt forkert, når jeg får dem uden at føle jeg gør en indsats for det.
Hvis du står og mangler nogle aloe vera, paradistræer, mor-med-børn eller kaktus, så sig til. Jeg har flere — og ellers får jeg det!
I hvert fald lovede jeg at tage nogle billeder næste gang, og med en nystartet blog, hvorfor så ikke dokumentere processen her.
Eksemplaret der i denne omgang kom under kærlig behandling, blev efterladt ved forrige flytning, og er først for nylig kommet hjem. Den har fået vand nogenlunde jævnligt det sidste år, men det er så også det.
Første skridt: Hæl planter og jord forsigtigt ud af potten — altså ikke bare på hovedet så den knækker eller på anden måde bliver beskadiget. Bank lidt på siderne af potten for at løsne jorden, og ryst indholdet "sidelæns" ud.
Andet skridt: Smuldr jorden, igen forsigtigt, så rødderne løsnes og planterne kan skilles fra hinanden uden at trække i rødderne.
Tredie skridt: Sæt planterne i de potter du vil have dem, og fyld med jord. Jorden fra den originale potten kan sagtens genbruges, men bland gerne med ny jord, eller tilføj lidt gødning så der er noget at leve af.
I det her tilfælde er aflæggerne sat i nogle dåser for at være lette at transportere, fordi jeg har lovet dem væk. De skal selvfølgelig plantes ud i noget større når de kommer til deres nye hjem.
Fjerde skridt: Det er lettest at arbejde med forholdsvist tør jord, så husk at vande de nyompottede planter. Og ja, når de har stået så tæt som de her nåede, er det helt normalt at originalplanten lige skal bruge lidt tid på at lære at holde balancen selv igen.
Det er egentlig spøjst med mig og mine potteplanter. Jeg har aldrig taget et bevidst valg om at jeg skulle have dem. De første arvede jeg da min farmor døde, og så hjalp jeg min mor med at ompotte nogle af hendes og fik et par aflæggere der. Jeg har aldrig gået voldsomt op i det, men nænner ikke -ikke- at passe dem, og på en eller anden måde bliver der ved at blive flere.
Jeg har et par gange overvejet om jeg kunne tjene et par håndører ved at sælge ud af aflæggerne, men det virker lidt forkert, når jeg får dem uden at føle jeg gør en indsats for det.
Hvis du står og mangler nogle aloe vera, paradistræer, mor-med-børn eller kaktus, så sig til. Jeg har flere — og ellers får jeg det!
So, this blogging thing...
For many years I've used writing as a therapeutic tool. A few things I've shared, most are just stuffed away on my computer or in notebooks. A couple of times I've tried to start blogging, but I never know what to share. What should remain private, what would i regret, what would ever be read. The result is, that I mostly wrote rather impersonal stuff, and quickly lost interest. This time, I have a feeling it's gonna be different.
BM is closing. I don't know if you know what it is, and it doesn't really matter. Suffice to say, that it's made me think. A lot of things have changed recently. I finally completed my education, I've moved to a house that's all mine, I found a way to accept more of myself, and I punched I hole in the depression bubble that's been strangling me. I'm still practicing not being ashamed of myself, and trying to learn that I'm actually worth something. And I've decided that being more open and honest - about both good and bad stuff - is the way to go. Admitting mistakes and weaknesses have been extremely empowering in getting this far, helping me separate the things that I can actually get better at, from the things I blame myself for, without reason or end.
I imagine that this could be an outlet, a therapy, and maybe even an inspiration? I might very well post anything from anxiety ramblings to knitting tips or political opinions to vacation experiences. Guess time will tell. Oh, and I'll probably post in Danish too. Sometimes I just feel like writing in English, there doesn't have to be a reason.
Happy new year everyone!
BM is closing. I don't know if you know what it is, and it doesn't really matter. Suffice to say, that it's made me think. A lot of things have changed recently. I finally completed my education, I've moved to a house that's all mine, I found a way to accept more of myself, and I punched I hole in the depression bubble that's been strangling me. I'm still practicing not being ashamed of myself, and trying to learn that I'm actually worth something. And I've decided that being more open and honest - about both good and bad stuff - is the way to go. Admitting mistakes and weaknesses have been extremely empowering in getting this far, helping me separate the things that I can actually get better at, from the things I blame myself for, without reason or end.
I imagine that this could be an outlet, a therapy, and maybe even an inspiration? I might very well post anything from anxiety ramblings to knitting tips or political opinions to vacation experiences. Guess time will tell. Oh, and I'll probably post in Danish too. Sometimes I just feel like writing in English, there doesn't have to be a reason.
Happy new year everyone!
Subscribe to:
Posts (Atom)