Arbejdssøgende

Jeg er nyuddannet og jobsøgende.

Helt generelt er det en meget "særlig" oplevelse at gå fra at være studerende, med eksamen ret forude som bjerget der skal bestiges. Nå toppen, få glasset med champagne og "tillykke her er din belønning! - Du er nu arbejdsløs". Det er ingen overraskelse, selvfølgelig er det ikke det, men med alle de fordomme der er om arbejdsløse, og alle de krav og ubehageligheder der er lagt på ledige - alene med det formål at et skal være ubehageligt - opstår alligevel tanken, at det er underligt at skulle straffes for at gennemføre en uddannelse.

Jeg er i A-kasse, og når jeg sammenligner mit forløb med min brors da han blev arbejdsløs, kan jeg godt se at det gør en stor forskel. Så mens jeg trøster mig med at det kan være meget værre, skræmmer det mig alligevel at vi som samfund kan acceptere at behandle hinanden så grimt. Men det er et mere politisk emne jeg må overveje at tage op en anden dag.

Udover den generelle oplevelse i forbindelse med at skifte rolle i samfundet, kan jeg også se at jeg har nogle personlige ting der skiller sig ud. For det første er jeg ikke plaget af tomgangen, sådan som jeg hører flere af dem jeg møder sammen med oplever. Jeg føler ikke frustrationen over ikke at have noget at lave, at hverdagen bliver ulideligt lang og jeg ikke ved hvad jeg skal lave. Jeg har været sygemeldt og deltidssygemeldt af flere omgange gennem min uddannelse, og er ialt nået op på at lægge ca. to år og ti måneder oveni den tid uddannelsen er normeret til. Jeg har lært at udfylde min tid og holde mig meningsfyldt beskæftiget mens alle andre er på arbejde.

Det betyder ikke at jeg mangler motivation i forhold til at søge og finde arbejde. På ingen måde. Min motivation ligger bare andre steder. Fx er en af mine udfordringer, at jeg har rigtig svært ved at blive ved at tro på at jeg kan noget, at jeg er noget værd og at jeg har noget at tilbyde, når jeg ikke kan komme til at bruge det og bevise det. Det ville være så meget lettere at være et sted hvor jeg kan gøre en forskel, udrette noget, se nogle resultater og ikke mindst få noget feedback fra andre end mig selv.

Samtidig har mine sygemeldinger lært mig, at det kun er én der kan passe på mig - mig. Så mens jeg søger alt hvad jeg kan finde af bare nogenlunde realistiske stillinger, er det svært ikke at have en lille bekymret stemme i baghovedet der overvejer hvormange af de steder jeg faktisk ville trives. Ser man bort fra at jeg er særligt opmærksom på det, tror jeg dog ikke det adskiller sig fra alle andre. Og den eneste måde at finde ud af om man trives på en arbejdsplads er jo væd at være og arbejde der, så det lader jeg ikke holde mig tilbage.

Det er ikke sjovt at være "arbejdssøgende". Jeg fik afslag på et job idag, efter at have været til samtale på det i fredags. Og selvom de var flinke og sagde en masse pæne ting, er det aldrig sjovt at blive valgt fra. Men jeg har ikke tid til at sunde mig over det eller bearbejde det, for jeg skal leve op til kravet om aktivitet i min joblog, og jeg har været ledig længe nok til at jeg er aktiveringsforpligtet, så hvis jeg ikke vil tvinges ud i noget kommunevalgt skal jeg finde en virksomhedspraktik selv asap.

En med-ledig fortalte mig forleden, at hun skammer sig over at fortælle bekendte at hun er arbejdsløs. Jeg har skammet mig så meget over at være sygemeldt, at jeg ikke kan mærke den skam endnu, men jeg tvivler ikke på at den også er det hos mig.

Jeg ville så gerne have plads til at lade min motivation gro, og finde det job hvor jeg og arbejdspladsen matcher og kan få mest mulig ud af hinanden. For jeg ER motiveret. Min motivation bliver bare kvalt gang på gang af pligtansøgninger, kvoter, fordomme og mistillid.

Jeg gør mit bedste for at være ok med at være arbejdsløs. Jeg vil rigtig gerne have et job så snart som mulig, ingen tvivl om det, men jeg gør mig også stor umage med at huske at et er ok at have overgangsperioder - fx efter endt uddannelse. Jeg keder mig ikke, men jeg længes efter at bryde vaner og ikke mindst tankemønstre.

Min pointe med denne blog var egentlig at forsøge at beskrive hvordan mine sygemeldinger under uddannelsen påvirker mig nu jeg har skiftet rolle, i forhold til hvordan jeg oplever andre arbejdssøgende håndtere ledighed. Jeg var ikke opmærksom på, hvor direkte påvirket jeg er af den førte politik på området. Det er jeg nu.

Novelle: "Forventning"

Der var engang en smuk prinsesse der levede langt ude i en grøn skov. Hun levede af hvad de vilde dyr bragte hende og efterlod på hendes dørtrin, og hun huskede ikke at have mødt nogen andre mennesker, men havde stadig de yndigste manerer. Dyrene bragte hende alt hvad hun havde brug for; bær og frugter, vand og honning, druknede fugle og selvdøde vildsvineunger. For at beskæftige sig, byggede prinsessen en model af sit drømmeslot. Hun brugte knogler, fjer og træ som materialer.

Prinsessen boede alene og afskåret i mange mange år før endelig en dag en ung prins kom forbi. Han havde kæmpet med sin hest i flere dage, men den insisterede på at føre ham til prinsessens hytte. Da prinsen så hytten slap han tøjlerne, undskyldte til sin hest, og lod den føre ham roligt det sidste stykke til døren. Hesten knejsede stolt foran døren, rystede manen og vrinskede "Hvad sagde jeg!". Prinsen fægtede uelegant nogle løse hår fra manen ud af ansigtet og lod sig dumpe af. Han landede tungt og ømmede sig, for han var ikke i træning til at ride så mange timer om dagen. Prinsen var den næstyngste af en søskendeflok på fem. Han havde været ude at ride en tur fordi han var træt af at høre sine søstre skændes om sko, men var faret vild, og så havde hesten pludselig opfanget en hvisken mellem træerne.

Prinsessen der aldrig havde set et menneske før kiggede nervøst ud af sprækken mellem gardinerne, men turde ikke åbne døren af frygt for at den fremmede ville hende ondt. Prinsen så sig forvirret omkring, men var ikke sikker på hvordan han burde gebærde sig i den aldeles uvante situation. Efter lidt tid mistede hesten tålmodigheden med ham, og skrabede med den ene forhov på døren. Prinsen blev så forbavset at han glemte at løfte fødderne da han vendte sig efter lyden, og satte sig pladask i græsset - hvor han ømmede sig noget mere. Prinsessen skyndte sig at udnytte hans ukampdygtighed, og åbnede døren med lårbenet af en kronhjort klar i den ene hånd. Med knoglen hævet klar til slag gik prinsessen langsomt frem mod prinsen. Hesten trådte et skridt tilbage og bukkede respektfuldt hovedet for hende.

Skridt for skridt kantede prinsessen sig nærmere den siddende mand. Endnu kiggede han ikke op, men sad bare træt og ked og stirrede ned i jorden. Pludselig løftede Prinsen hovedet, som om han havde hørt noget. Han så sig omkring, men rystede så let på hovedet og skændte stille på sig selv "Du hører syner fjols. Rejs dig nu op og find ud af hvordan du kommer hjem". Prinsessen stivnede chokeret midt i et skridt. Han havde set lige på hende, men opførte sig som om hun ikke var der! Prinsessens medfødte royale stolthed betød at Prinsens opførsel fornærmede og forargede hende. Hun slap knoglen for at sætte hænderne på hofterne og stirre vredt på ham. Langsomt kom Prinsen på benene og børstede bukserne af. Da han drejede to gange rundt om sig selv, i et forsøg på at se om han havde mere græs på bagen, måtte Prinsessen bide sig i kinden for ikke at komme til at fnise. Hesten prustende misfornøjet over Prinsens manglende dannelse, og vippede med mulen mod den stadig stolt afventende Prinsesse mellem dem. Prinsen så forvirret på Hesten et øjeblik, og kiggede sig derpå lige så forvirret over skulderen mod skoven. "Ja, hjem. Hvis du gider gå den vej nu?", var hans svar. I det øjeblik brød Prinsessen sammen. Hun hvirvlede om, for ind ad døren og kastede sig hulkende på sin seng. Igen ville hun blive alene.

Hesten vrinskede medfølende og forsøgte at følge Prinsessen ind i hytten, men var for stor til at komme gennem døren. Prinsen undrede sig, og forsøgte at få Hesten til at holde op med at ridse hans saddel. Først da han udbrød "Hvad er der dog derinde?" stoppede Hesten op og trak hovedet ud. Hesten trådte et skridt tilbage og gestikulerede til Prinsen at han skulle gå indenfor. Prinsen adlød tøvende, og kiggede forsigtigt ind af døren. Hytten havde ét rum, med et lille ildsted, et bord og en briks. Der var mørkt, for skodderne var lukket, så det tog lidt tid før han kunne se mere end det. Først da opdagede han en skikkelse på den smalle briks, og skyndte sig at bukke og sige pænt goddag. Skikkelsen reagerede ikke, og Prinsen gik forsigtigt tættere på, for at se bedre efter hvad det var. Ved benenden var et vindue, og Prinsen vristede de mørnede skodder fra hinanden for at lukke lyset ind. Synet der mødte ham, fik ham til at vakle baglæns af forbavselse, og han var nær væltet igen. På briksen, i den smukkeste kjole, så fin og ordenlig om kun en prinsesse kan være det, lå et perfekt skelet. Kun et lårben manglede. ---

Jeg har ikke skrevet noveller i adskillige år, men igår sad en ven fanget i en ærgerlig situation og spurgte om jeg ville underholde ham lidt - historien her er derfor originalt skrevet som 15-20 små stumper over messenger, og startede egentlig bare som en joke.

Hver bid er improviseret, ulig hvordan jeg normalt skriver, så jeg synes det kunne være sjovt at høre hvad I synes om resultatet?