Saturday, March 18, 2017

Ikke noget at lave?

Igår aftes fandt jeg pludselig mig selv i tvivl om hvad jeg skulle lave. Ikke bare "hvad skal jeg nu lave", men en realisation af, at der ikke var noget jeg SKULLE lave. 

Jeg har masser af ting på min "to do"-liste; jeg kommer ikke til at løbe tør for ting at lave lige foreløbigt, men alle ting med snartkommende deadlines var tjekket af. Jeg havde god samvittighed! 

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har oplevet det.

Før jeg færdiggjorde min uddannelse var noget af det jeg glædede mig mest til, at kunne holde fri når jeg har fri og ikke altid have dårlig samvittighed over ting jeg burde have gjort eller var bagud med. Så blev jeg færdig, og blev sendt direkte videre i systemet som arbejdssøgende, med den bunke krav og deadlines der hører til der. Parallelt er jeg involveret i forskelligt foreningsarbejde, opdræt, formidling, husistandsættelse mv. som også i perioder har til der SKAL gøres og deadlines. 

Tilsammen betyder det, at jeg nok skal tænke tilbage til før sommeren 2010 for at finde sidst jeg havde perioder hvor jeg var "fri". 

Min næste deadline er på mandag. 

Man må nyde de små øjeblikke.

Wednesday, March 15, 2017

Når energien er brugt op

Nogle gange svarer mine energireserver ikke til mine ønsker og ambitioner.

Jeg burde nok havde forudset det, men nogle ting kan man ikke flytte på, og så bliver valget "alt eller intet". De sidste fire dage forsøgte jeg at gabe over "alt". Lørdag var familiebesøg - halvanden time væk i bil, ankomst til middag, hjemme til midnat. Søndag praktisk dag hos mine forældre - formiddag til aften. Mandag opdelt i to - første halvdel med foreningsarbejde og hjemmesidebøvl, anden halvdel med rollespil i Kbh, hjemme til midnat. Tirsdag også opdelt - første del i skoven og sanke brænde med min far og bror, anden del i Kbh i biografen med en håndfuld venner, hjemme til midnat.

Idag forsøgte jeg at lave forsigtige realistiske planer, for havde godt mærket advarselssignalerne. Selv de forsigtige planer faldt til jorden. Jeg har været lækkersulten, handlingslammet og grådlabil hele dagen - for det er det der sker når jeg går over grænsen.

Når energiniveauet når langt nok ned, bliver jeg ikke bare træt - hele systemet går i trods og protesterer. Kræver tilførsel af ny energi, nægter at arbejde og er ude af stand til at regulere.

Det værste ved dage som denne er, at inaktiviteten og småspiseriet frustrerer mig. Det giver mig dårlig samvittighed og truer med yderligere skyer af lammelse og selvbebrejdelse. Grådlabililteten får mig til at tvivle på alt, for hvis det er så slemt at jeg græder, burde jeg så overhovedet have noget med det at gøre. Og derefter argumentationen overfor mig selv om, at det er den mentale udmattelse der får mig til at græde, og ikke hvad end der udløste det.

Jeg er helt ærlig i tvivl om, om jeg burde undgå at overskride grænsen. Det ville klart være mest behageligt, men måske er det meget god "træning" at skubbe lidt til rammerne engang imellem. Om ikke for at udvide råderummet, så for at blive bedre til at håndtere konsekvenserne. Måske skal jeg båre undgå det når jeg kan, og acceptere det når der er ting jeg vil nok til at det er det værd.

Oplever du noget lignende?

Friday, March 3, 2017

Forsvundne dage

Jeg mister stadig dage engang imellem.

For tre dage siden var det weekend. Vi arbejdede på huset, solen skinnede (noget af tiden), min mor havde fødselsdag. I forgårs var det mandag og lidt for mange af de ting der var planlagt gik ikke som de skulle eller som jeg havde håbet. Igår fik jeg ordnet nogle praktiske ting, og vi spillede rollespil i torsdags-gruppen. Idag er det fredag.

Jeg har rigtig mange tidsfølsomme projekter og krav - både privat og fra jobcenter/a-kasse - og nogle af de ting skrider totalt for mig når dage pludselig forsvinder. Desna bliver for gammel, GorrCon kommer tæt på, jobsøgningskvoter, aktiveringsforpligtelse, DUF-indsamling, bure, brænde, hjemmeside... Det meste er opgaver jeg selv har påtaget mig, men det gør ikke presset mindre for at gennemføre - tvært imod. Og det gør det ikke lettere at indhente når der pludselig mangler to dage i ugen.

På den anden side burde jeg måske være taknemmelig for at det kun er to dage. For halvandet - to år siden forsvandt hele uger med jævne mellemrum. Jeg havde hold i virkeligheden om mandagen, når vi spillede rollespil i den gruppe. Tiden mellem mandage flød sammen, tågede, blev væk. Alt for ofte.

Faktisk er jeg ikke helt sikker på om det er halvandet - to år siden. Min tidsfornemmelse har det ikke så godt. Fra maj 2012 til februar 2016 har jeg ingen faste holdepunkter. Jeg ved ikke hvad der foregik hvornår. Jeg kan nogenlunde rækkefølgen gren for gren, men aner ikke hvilke år eller hvad der foregik parallelt med hinanden.

Hvis nogen en dag finder en måde at få to torsdage i én uge, vil jeg meget gerne høre om det!

Thursday, March 2, 2017

I hate phonecalls

Don't get me wrong, I love it when friends or family call, and I can chat for hours about absolutely nothing. I'm one of those guys who're tempted to call a friend for entertainment if there are more than ten minutes to the train. I adore taking a long walk late at night with a friend in the headset.

What I hate, are those damn "important calls". The calls you have to make to potential new workplaces, to people you wanna buy stuff from, to the edge of your network in hopes of a favor, business calls on behalf of organizations. I loathe those. They're so damn difficult to prepare for, and I always feel like everything relies on my performance those two minutes thirty, or however long the nightmare lasts.

To be fair, it's very rarely a nightmare once the phone is picked up at the other end. I just imagine all the worst case scenarios, and the simple task of punching the number ends up being a struggle.

It's in my head, I know. But damn. Am I really the only one who feels like this?