Første dag i resten af mit liv?

Igår var sidste dag af mit vikariat. Jeg havde aftenvagten alene, og havde gjort mig en del tanker om hvad jeg gerne ville, og hvordan jeg bedst kunne slutte af med beboerne. Jeg havde ikke tænkt over hvor trist det ville blive at sige farvel.

På vej hjem skrev jeg med en ven om hvordan tristheden havde overrasket mig. At det var vemodigt at have sidste dag. Halvt i spøg påpegede han, at det jo samtidig var første dag i resten af mit liv. Meget dybsindigt ;)

Dagen derpå sidder jeg med alle tankerne om hvad der skal ske nu. Et øjebliks tomhed. Et ikke uanseeligt drys nervøsitet. Er en smule overvældet af alle de ting der er skubbet til "efter sidste arbejdsdag". Urolig for hvor lang tid det kommer til at tage at finde noget nyt. Spændt på hvad det bliver. En sjat i tvivl om hvilken retning jeg skal bevæge mig. Træt på forhånd ved tanken om jobcenter-møllen. Og bare generelt i "omstillingsmode".

Jeg tager tilløb til den process det bliver at starte næste kapitel af mit arbejdsliv, og i mellemtiden er hver dag vel første dag i resten af mit liv. Med de op- og nedture jeg ved der vil komme, udfordringer, successer og erfaringer. De første jobopslag er fundet og bogmærket. Første uge af kalenderen er fuld. Jeg kan godt være i tvivl om om jeg når at holde "fri", men jeg er ikke i tvivl om hvad jeg skal bruge min midlertidige "frihed" til.

Tankerne er der endnu. Tvivlen. Nervøsiteten. Spændingen. Første dag i resten af mit liv. Gad vide hvad der sker imorgen. 

Arbejdssøgende blogger

Hold nu kæ.. hvor synes jeg det er svært at finde ud af hvormeget jeg kan dele, hvor mange meninger jeg kan ytre, hvor langt jeg kan gå, når jeg samtidig skal være klar til at blive gransket, vurderet og tjekket op på, til potentielle jobs. 

På den ene side tænker jeg, at bloggen er meningsløs, hvis den ikke får mine frustrationer, dilemmaer, tanker og holdninger. På den anden side er jeg bange for, at det kan give et skævt billede for folk der ikke kender mig, og forsøger at finde noget om mig der kan vælge mig til eller fra. 

I disse dage afslutter jeg et kort vikariat. For at være helt præcis, har jeg sidste dag imorgen. Stillingen har budt på både skønne succesoplevelser og opslidende frustrationer. Som på enhver arbejdsplads er der udfordringer, og denne virksomhed går igennem en svær tid, som ikke gør noget godt for arbejdsmiljøet. Men kan jeg lufte mine frustrationer på bloggen? Eller gør det mig til et illoyalt brokkehoved i potentielt kommende arbejdsgiveres øjne?

Jeg tænker, at hvis man leder efter noget negativt, kan man altid finde noget. Så med det for øje bør jeg vel ikke holde igen med hvordan jeg bruger min blog? Bloggen er en måde for mig at sætte ord på nogle tanker, dele interesser, tømme hovedet og formulere mig selv. Måske kan den engang blive mere end det, men det vil tiden vise.

Det er snart mange år siden man begyndte at tale om, at det er vigtigt at google sig selv jævnligt, især som jobsøgende, for at vide hvad der dukker op når arbejdsgiveren gør det. Og jeg ved at det sker, at folk bliver valgt fra til stillinger, på baggrund af hvad der dukkede op i arbejdsgivers søgning. 

Dilemmaet er ægte, og med presset på arbejdssøgende idag ville jeg hade at gøre noget der spænder ben for mig selv. Men det føles uærligt og uretfærdigt at skulle begrænse mig selv og holde igen eller holde tilbage.

Hvad gør I? Begrænser eller selvcensurerer I aktivitet på nettet, med tanke på fx fremtidige arbejdsgivere? Hvor vigtigt er det at gøre? Hvad tænker I?