Første dag i resten af mit liv?

Igår var sidste dag af mit vikariat. Jeg havde aftenvagten alene, og havde gjort mig en del tanker om hvad jeg gerne ville, og hvordan jeg bedst kunne slutte af med beboerne. Jeg havde ikke tænkt over hvor trist det ville blive at sige farvel.

På vej hjem skrev jeg med en ven om hvordan tristheden havde overrasket mig. At det var vemodigt at have sidste dag. Halvt i spøg påpegede han, at det jo samtidig var første dag i resten af mit liv. Meget dybsindigt ;)

Dagen derpå sidder jeg med alle tankerne om hvad der skal ske nu. Et øjebliks tomhed. Et ikke uanseeligt drys nervøsitet. Er en smule overvældet af alle de ting der er skubbet til "efter sidste arbejdsdag". Urolig for hvor lang tid det kommer til at tage at finde noget nyt. Spændt på hvad det bliver. En sjat i tvivl om hvilken retning jeg skal bevæge mig. Træt på forhånd ved tanken om jobcenter-møllen. Og bare generelt i "omstillingsmode".

Jeg tager tilløb til den process det bliver at starte næste kapitel af mit arbejdsliv, og i mellemtiden er hver dag vel første dag i resten af mit liv. Med de op- og nedture jeg ved der vil komme, udfordringer, successer og erfaringer. De første jobopslag er fundet og bogmærket. Første uge af kalenderen er fuld. Jeg kan godt være i tvivl om om jeg når at holde "fri", men jeg er ikke i tvivl om hvad jeg skal bruge min midlertidige "frihed" til.

Tankerne er der endnu. Tvivlen. Nervøsiteten. Spændingen. Første dag i resten af mit liv. Gad vide hvad der sker imorgen.