Wednesday, December 26, 2018

Jeg er mor! (observationer)

Jeg har kun været mor i lige knapt to uger, og dagene har været fyldt med nye opdagelser, lærdom, forundring og ja, selvironi. Nogle ting er sikkert indlysende, men har alligevel fanget min opmærksomhed. Og bare fordi jeg synes det er sjovt, vil jeg forsøge at liste dem der har hængt godt nok fast til at jeg kan huske dem nu.

#1: Jeg har fået evnen til at blive lykkelig over en lorteble eller et godt vræl. I langt de fleste tilfælde, negative ting, men de første gange din nyfødte præsterer det, udløser det jubel, lettelse og stolthed. Babyen jeg har bygget virker!

#2: Jeg lever fuldt op til klichéen om at kunne falde i trance og bare sidde og stirre forelsket på min lille dreng. Jeg ved reelt ikke hvorlænge; der findes ikke tidsfornemmelse i den tilstand.

#3: Jeg har (indtil videre) mistet 80% blufærdighed når det kommer til mine bryster. Når baby er sulten er det simpelthen for besværligt at skulle bekymre sig om at dække til eller gemme sig.

#4: Pyt med blyantstesten, det SANDE spørgsmål er: Kan du amme sideliggende - fra øverste bryst?! (Og helst uden at være nødt til at vågne for meget)

#5: Jeg er i dilemma fordi min baby det meste af tiden sover både godt og nemt - og jeg vil vikle. Det er fantastisk at have ham oppe, men det er trods alt lettere at passe hønsene eller tage opvasken når han ligger selv.

#6: Jeg får ikke længere dårlig samvittighed over at sove til kl 11-12 stykker. En klog kvinde har lært mig den gyldne barselsregel: Når baby sover, så sov! - Så det gør jeg, lige så meget jeg orker.

#7: Jeg bliver helt trist på forskud, når jeg tænker på at han holder op med at være så ultra blød og uimodståeligt nuttet på et tidspunkt. Skynder mig at nyde hans fine pels og fantastiske kinder og vidunderlige mini-tæer alt hvad jeg overhovedet kan.

#8: Jeg kan på ingen måde forestille mig at skulle være væk fra ham adskillige timer om dagen, flere dage om ugen, om under et år. Er der ikke lige nogen der har en genial ide til noget jeg kan leve af, som primært kan udføres hjemmefra?


Monday, December 10, 2018

Vente vente...

Det er en virkelig underlig følelse, at gå og vente på at min krop mener Mælkebøtten og jeg er klar til at mødes. Uden nogen (sådan rigtig) måde at påvirke det, og uden nogen måde at kunne følge med i nedtællingen eller blive pålideligt varslet når det er ved at være - altså før der faktisk er. 

Jeg kan kun vente. Og forsøge ikke at lave planer der ikke kan tåle at blive aflyst uden varsel. Det sagt, er jeg lige nu på vej til en fuld dag i Kbh, for der er da heldigvis ikke nogen der påstår at man ikke præcis hvad man plejer eller har lyst til, indtil det går løs.

Jeg kommer til at savne at falde i søvn til følelsen af at Mælkebøtten har hikke i min mave. Det sker nok fire gange om ugen, og er fantastisk hyggeligt.

Jeg tror at jeg og huset er så fysisk klar som vi bliver. Mentalt finder jeg ud af som det kommer, det er jeg ved at have affundet mig med. Men jeg prøver nu alligevel at holde mig beskæftiget, så tankerne ikke for alt for frit spil. Det er ikke til at vide hvad mit hoved pludselig kan finde på, hvis det får lov.

Og så venter jeg. Overvejer hvilke datoer der kunne være sjove som fødselsdag. Og hvilke dage jeg godt lige kunne tænke mig at nå før Mælkebøtten kommer - som en teaterforestilling på søndag fx. Selvom man glæder sig, må man vel gerne nyde sine sidste dage i "frihed"? 


Saturday, December 8, 2018

Så er gæsterne gået

Jeg har holdt fødselsdag idag. Ganske småt og stille og roligt for den nærmeste familie. Altså ikke noget der burde være et problem af nogen art - bortset fra, at gæster ikke rigtig er noget jeg har gjort mig i, i Fjællehjem, endnu, grundet rodet og husets generelle udtryk. For ja. Selvom jeg med åbne øjne har kastet mig ud i det her projekt, så kan jeg godt ind imellem skamme mig over at det er det jeg har at kalde hjem. 

Altså har de sidste par uger indeholdt rigtig meget oprydning og generelt arbejde på at gøre huset præsentabelt - og samtidig mest mulig brugbart, da Mælkebøtten kan melde sin ankomst når som helst. Så jeg har arbejdet både med en håndgribelig og en abstrakt deadline på hvad der lignede en umulig opgave da jeg startede.

Bortset fra at jeg stadig stod i køkkenet da gæsterne kom - bollerne var i ovnen, og lagkagen sku' lige lægges sammen - nåede jeg hvad jeg havde håbet. Og det var super hyggeligt at have gæster til noget så almindeligt som en fødselsdag, uden hele tiden at bekymre mig om hvad nogen måtte tænke om hvordan jeg bor.

Da de daffede af igen, blev her til gengæld pludselig meget stille. Ikke bogstaveligt, for her kører stort set altid musik i baggrunden, men metaforisk. Pludselig anede jeg ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kravlede i en hyggetrøje, ryddede opvasken væk, satte de ekstra stole på plads og sådan, men jeg har ikke længe noget projekt! Siden jeg stoppede på arbejde, har min to do liste været proppet. Og nej, den er selvfølgelig ikke tom, men alle de akutte ting er hakket af. Jeg har nogle få aftaler i december - og ellers er der kun at vente. 


Det er en sær fornemmelse. En ny gammel slags frihed jeg næsten havde glemt, men som jeg tænker jeg skal skynde mig at nyde, før jeg aldrig for alvor får fri igen. Mon det bliver noget med at læse en bog eller to, måske finde et par pensler frem og male en figur, eller sku' man udnytte tiden til at bage og kokkerere lidt ekstra til fryseren. Jeg tror det allerførste der skal ske, er et lille stykke af det lagkage der blev tilbage.

Btw - det er fracking farligt at have gæster!
Et meget betænksomt familiemedlem var bekymret over at jeg ikke låser mit komfur, og har to katte som potentielt kan komme til at tænde det, hvis de går på bordet når jeg er ude. Så vedkommende undersøgte om ikke det kunne låses, og fandt en måde at gøre det. - Og tog så hjem uden at låse op eller fortælle mig hvordan. 


Så da jeg havde sundet mig lidt ovenpå gæsterne og var blevet sulten, kunne jeg ikke tænde mit komfur. Og min "beskytter" var ikke til at komme i kontakt med, så det endte med at tage fem kvarter (fordi jeg måtte indlægge pauser for ikke at begynde at kaste med ting) med afprøvning af utallige kombinationer og taktikker, før jeg fik liv i komfuret og kunne koge en skide portion pasta.

Ja, det højgravide fødselsdagsbarn var pænt utilfreds på det tidspunkt! Men i forhold til de historier man hører om gravide der græder over underlige detaljer der er forkerte, er jeg ret stolt af, at jeg beherskede mig og ventede til problemet var løst, før jeg satte mig på en skammel midt i rummet og græd lidt. Ikke over noget, men bare fordi det skulle ud. Træt, sur og sulten!

For en god ordens skyld - jeg HAR fået mad, og jeg HAR fået undskyld. Og så var det lagkage!



Sunday, December 2, 2018

Hvad frack har jeg rodet mig ud i?

Jeg gør sjældent noget rigtig uovervejet. Og min Mælkebøttebaby var gransket og overvejet og tænkt igennem over flere år, før "projektet" blev en realitet. Alligevel slår det mig ind imellem, nu hvor det nærmer sig at Mælkebøtten "kommer ud i den virkelige verden": 


Hvad frack har jeg rodet mig ud i??!

Jeg kan godt li' at være gravid. Jeg kan rigtig godt li' det! Min krop er god til det her shit, og det meste af tiden har jeg det fantastisk. Opmærksomheden og beundringen nu jeg endelig har fået en rigtig mave på, er heller ikke ringe! 

På den anden side af fødslen venter alt det ukendte. Og ukendt har altid skræmt mig lidt. Misforstå mig ikke - jeg glæder mig vildt til at møde min Mælkebøtte! Men nu har jeg lige så godt gang i det der graviditets-noget. Og så banker baby pludselig på, og melder at der altså ikke er længe til alting forandres igen. Igen. 

Det gik pludselig stærkt - fra jeg stoppede på arbejde, til muligheden for babys ankomst kom foruroligende tæt på. "Anyday now" er en streng deadline at arbejde med, når to do-listen lader til at vokse hurtigere end den vil skrumpe. Men det hjælper på det nu. Min skønne familie sprang til igen, og da de der gravidhormoner jeg havde hørt så meget om, endelig slog til kunne jeg også selv give den en skalle. 

Over de sidste par uger er det endelig lykkedes at finde gulvplads til et fødekar, fremgrave stuen fra kaoset efter Mørket blev tømt, få styr på pusleplads, bleer og tøj, gøre huset nogenlunde farbart, og senest - få varmt vand i hanen! Det er sgu ikke så ringe endda!

Der er stadig masser på listen, og de lækre hormoner der tager ubehaget fra bækkenet, forstærker også alt hvad jeg kan finde på af humørsvingninger, nervøsitet og pressethed. Men de absolut nødvendige og akutte ting er ved at være på plads, og det gør det lidt lettere at tæmme det hele. 

Jeg embracer mit kaos, og husker at jeg ikke kan gøre noget ved en fremtid der ikke er her endnu.

Jeg tror ikke der er nogen egentlig pointe med det her skriv. Tanken slår ned i mig ind imellem, og jeg tænker egentlig det er meget godt at blive mindet om, at en baby ikke er noget der skal tages let på - selvom det ikke er rart i situationen. Intet er perfekt. Glæden kommer med bekymring, julen kommer med stress, og jeg kommer med en heftig omgang kaos, trods al min forberedelse.

Glædelig første søndag i advent!




Wednesday, November 28, 2018

Jeg har det godt!

Og ja, det skal læses i en lidt overrasket tone. For jeg er overrasket over hvor godt jeg faktisk har det!

De sidste uger har relaxinen fået bedre og bedre fat i mit bækken, og som jeg nok har nævnt nogle steder, har det irriteret mig at være begrænset - sagt helt uden brok, for selvfølgelig skal min krop forberede sig på at kunne føde! Men når man er lidt presset over et hus i kaos, og en alarmerende mangel på gulvplads til det der fødekar der gerne skulle i brug, så er det sgu irriterende at være begrænset til at kunne flytte lette ting, lidt af gangen, i korte perioder. Og så ellers bruge resten af tiden på at afspænde, hvile, varme og vente på at nogen har tid til at komme og hjælp med at flytte resten.

I forgårs oprandt endelig dagen (én af dem) hvor jeg ville få hjælp til at flytte ting. Og mens jeg ventede på at min fantastiske familie dukkede op, blev jeg nok lidt stædig. For dagen sku' satme udnyttes! Så jeg flyttede og forberedte og ryddede op i alt hvad jeg kunne, og måske lige en snas mere og længere end klogt. I hvert fald var jeg godt træt i ryggen allerede da bilen trillede ind. 

En stemme i mit baghoved fortalte mig at det var på høje tid at sætte mig og holde en pause, men samtidig ville jeg virkelig ikke være årsag til, at dagen ikke blev udnyttet optimalt, eller at momentum faldt. Så jeg knoklede på (forstå mig ret - "knokle" har stadig på ingen måde samme betydning, som før jeg blev gravid).

Lad mig lige for en god ordens skyld indsparke, at dagen før denne arbejdsdag, havde jeg været til rollespil hos en kammerat. Afslappende, roligt, med god mulighed for stillingskift og tilpasning til kroppens signaler. Alligevel var jeg blevet så træt i ryggen, at en nerve var irriteret ved højre SI-led, så jeg måtte halte hjem.

Det var fantastisk fedt at få rykket på en masse af det der har stået i vejen og blokkeret for videre oprydning. Men det var også med lidt bange anelser for dagen derpå. Især da jeg efter at have siddet stille til aftensmaden, havde virkelig meget besvær med bare at rejse mig. Et par timer efter jeg var gået i seng, skulle jeg op og tisse (alle de små fornøjelser!), og det gjorde så stjerne ondt, at jeg måtte støtte mig til loftet for bare at sætte en fod foran den anden (og folk siger det er upraktisk med lavt til loftet!)

Jaja, jeg ved godt at jeg burde vide bedre, fys og alt muligt, men jeg er jo heller ikke nået til pointen endnu!

Pointen er nemlig, at igår da jeg vågnede - tidligt, fordi jeg skulle til møde i København - brugte jeg lige små ti min på at vågne og ligge og vrikke lidt med hofterne og løsne i bækken og lænd, før jeg stod op og lagde vægt på. Og jeg havde ikke ondt! Til trods for at jeg troede jeg havde mishandlet mig selv grumt, og nattens indevarslende forsmag, var der slet ikke noget at mærke! Det var så modsat mine forventninger, at jeg blev helt nervøs for om det var noget galt.

Klip til senere på dagen; mødet i byen er slut, og den betænksomme karrierekonsulent sikrer sig at jeg ved hvilken bus der holder nærmest og kan få mig til hovedbanen, så jeg skal gå mindst muligt. Jeg takker pænt, og begiver mig udenfor, men bliver alligevel fristet af det lækre solskin og muligheden for at få rykket lidt på nogle pokémon researches som er nærmest umulige at gennemføre ude på bøhlandet. Ryggen og bækkenet føles stadig helt fint.

Altså beslutter jeg at gå ned til Kongens Nytorv, og tage en ny status der. Faktisk ender jeg med at gå halvanden gang omkring Nyhavn, fordi der lige er et raid jeg kan snuppe alene, og nogle æg der godt kunne bruge lidt flere km. Og alt er stadig godt! Så jeg går videre.

En smule af det er måske også en protest. Karrierekonsulenten mente det helt sikkert godt og hjælpsomt, men antydningen af at jeg ikke skulle kunne gå til Kongens Nytorv, bare fordi jeg er en smule højgravid, irriterede mig. Det kan godt være der har været dage jeg ikke kunne, men det er da ingen selvfølge!

I sidste ende gik jeg af Strøget til Hovedbanen. Forbi alle julemarkederne og julevinduerne, og sugede lidt til mig af den begyndende julestemning, som ikke rigtig har fundet plads til at udfolde sig hjemme endnu. Den lille stemme i baghovedet advarede endnu engang om hævn dagen derpå, men da jeg endte med at bruge aftenen på at rydde lidt op (surprise surprise!) og blandt andet flyttede en kommode jeg ikke lige havde tålmodighed til at vente på hjælp til (bare en lille én!), gav stemmen op. Og ved I hvad? Jeg har det godt! 

Det gør ikke ondt, maven sidder der endnu, og Mælkebøtten sparker lystigt - når jeg sidder stille længe nok til at den kan få et ord indført ;) Jeg tror sgu jeg vil rydde lidt mere op!


Friday, November 16, 2018

Ugens overskrift: Forberedelse

Nogle vi nok mene at det er på høje tid. 

Jeg var ude at hente nogle ting hos en kvinde idag, som spurgte hvor langt jeg havde igen, og kommenterede med et glimt i øjet, at så var det da også på tide at få skaffet de sidste ting, da hun fik at vide at jeg idag har en måned til termin. På en måde virker det meget passende at være lidt sent ude i denne ende af graviditeten, efter lægesekretæren fejlede at skjule sin overraskelse over hvor langt jeg var henne, da jeg kom der første gang. Så er cirklen ligesom sluttet. (Jeg har ikke fundet ud af hvordan de forventer man kan komme tidligere, når der er en måneds ventetid til lægen, og man jo lige selv skal konstatere det først)


De her dage går altså med at få de sidste ting i hus, og få fundet de ting frem og gjort klar, som er her i forvejen. Og så kæmper jeg lidt hver dag for at få ryddet op og ordnet, så her også er til at være og komme rundt.

For et par uger siden kom mine brødre og en kammerat forbi, og bankede gulvet op i et af værelserne. Og mens jeg elsker at der endelig begynder at ske noget i huset, betød det at jeg skulle flytte fra det store værelse til det lille værelse for at de kunne komme til. Det lille værelse skulle altså tømmes, og resten af tingene fra det store skulle også andre steder hen. "Andre steder" blev for rigtig meget af det, min stue.

Det er en smule presset, kun lige at kunne komme rundt, og ikke rigtig kunne være nogen vegne. Og her skulle også meget gerne kunne være plads til et fødekar, inden alt for længe. Så det går meget af min energi på. Og det er så der anden dimension af forberedelserne begynder at gøre opmærksom på sig.

Min krop forbereder også. Mit bækken bliver tiltagende løsere, så jeg kan mindre og mindre før det tager hævn. Min lænd udtrættes og gør ondt, fordi maven er tung og min holdning er blevet skæv. Det begrænser voldsomt hvormeget jeg kan - også selvom jeg bliver stædig og gør det alligevel. Så kan jeg bare ingenting dagen efter. 


Sidste nye påhit er, at jeg er begyndt at crave chokolade i tide og utide. Det er ikke det værste at crave, og jeg tænker det er et udtryk for at min krop samler energi til det forestående marathon. Jeg forsøger nu alligevel at begrænse det. Er temmelig stolt af ikke at have taget mere end nødvendigt på, så forsøger at overbevise systemet om at energi fra mere fornuftige kilder virker lige så godt.

Om 9 dage er jeg indenfor perioden hvor en fødsel vil betegnes som "normal". Samtidig går førstegangsfødende gennemsnitligt 8 dage over termin, hvilket i mit tilfælde ville være juleaften (så det lader vi lige være med, ikke?!). Det er en underlig periode at forsøge at forholde sig til. Jeg skal undgå at forvente der sker noget alt for snart, for så er det for nemt at blive utålmodig. Men jeg er nødt til at være klar, i tilfælde af at der gør. 

Så jeg forbereder. Forsøger at prioritere hvad det er vigtigst at have klar, og øver mig i at bede om hjælp til de tunge og uhandy ting. Forbereder hus, krop og hoved, så godt jeg kan. Og selvom det er svært, og bøvlet, og til tider gør ondt, nyder jeg også. For det er sgu sejt, det mirakel min krop har gang i. Og jeg glæder mig! 


Friday, November 9, 2018

Nogle gange er jeg bange

Jeg kunne ikke sove igår. Mine tanker myldrede og jeg græd og vendte mig, og tankerne fulgte med.

Forvent ikke at det her bliver elegant og sammenhængende. I bund og grund er det et forsøg på, at hjælpe mig selv til at få sat ord på hvad der foregår, og hvad det var der holdt mig vågen, så der vil sandsynligvis være rester af tankemylderet, iblandet en bunke afstikkere og associationer.

Egentlig er overskriften misvisende. En del af mig er bange hele tiden, men nogle gange er jeg mere bange end andre. Jeg er også lidt bange for at skrive det her indlæg. Jeg forsøger at være åben om min angst og de udfordringer den har givet mig - og stadig giver, omend i noget mindre grad end den har gjort. Men jeg er bevidst om, at mange ikke ved hvad det betyder - måske endda affejer det som en modeting - og at angst samtidig kan komme til udtryk på uendeligt mange forskellige måder. Jeg er bange for, om jeg i min hverdag har skjult det for godt, og for reaktionen hvis jeg uddyber.


Jeg følger en kvinde på instagram, hvis angst udspringer af en frygt for at dø. En af de mest naturlige ting at frygte, men som i hendes tilfælde er løbet løbsk. Jeg er ikke bange for at dø. Det gør ikke ondt på den der er død. Det ville også have clashet frygteligt med dengang jeg havde selvmordstanker. 


Jeg er bange for mennesker

Jeg var engang på et kursus, hvor underviseren bad os færdiggøre sætningen "Mennesker er...". Normalt overtænker jeg den slags opgaver frygteligt, og har super svært ved bare at give mit intuitive svar. Det nåede jeg ikke i det her tilfælde. Jeg var ikke ret langt i erkendelsen af min angst dengang, men min underbevidsthed var ikke i tvivl. Mennesker er farlige. Jeg kan ikke huske hvad resten af foredraget handlede om, men den ene øvelse havde i den grad givet mig noget at tænke over.

I bagklogskabens lys kan jeg se, at min mistillid til andre mennesker strækker sig længe før jeg fik angst. Den påvirker min måde at danne og være i sociale relationer. Den har opbygget en masse sikkerhedsforanstaltninger, som skal beskytte mig mod mennesker omkring mig. Og jeg opdager stadig jævnlig tanke- og adfærdsmønstre hos mig selv, som bunder i det. 


I nat var jeg bange for at være alene. Bange for ensomhed. Hvilket er ironisk, når det i høj grad er mig selv der lægger afstand og buffere ud. Men det gør ikke frygten mindre, at det er mig selv jeg skal overvinde. Uanset om andre mennesker ER farlige eller ej, så er mit inderste overbevist om at de er. Så at forsøge at overbevise mig selv om, at jeg skal gå imod mine instinkter og lade nogle af dem komme tæt på. Lade mig selv blive afhængig af andre end mig. Frack. Skræmmende dækker det slet ikke. Min fornuft fortæller at det er den eneste måde ikke at være ensom, men mine instinkter og deres logik skriger at det er farligt, at det vil gøre mere ondt end noget andet kan. 

Og så kommer frygten for at dele de her tanker igen. Frygten for hvad andre vil tænke. Om det vil blive misforstået, overfortolket, misbrugt. For jeg ER ikke alene. Jeg har venner, familie, fantastiske relationer omkring mig. Det er ikke noget jeg lader som om, eller kun er i halvt. Men nogle af dem har krævet hårdt arbejde og nogle ting i mig selv, har jeg meget svært ved at dele, fordi jeg ikke tør gøre mig selv sårbar. Det gør ikke vores relationer mindre værd - tvært imod.

Jeg bliver bange når jeg sidder om aftenen, og mærker bekymringer begynde at trykke. Føler behovet for at dele det med nogen og lette tyngden. Kigger på min telefon - og ikke ved hvem jeg skal skrive til. Ikke ved hvem jeg tør åbne mig for, ikke ved hvem jeg ikke vil være en uvelkommen irritation hos. Det er en helt anden del af det. Mit eventyrligt lave selvværd. Det skal jeg nok lade være med at komme nærmere ind på her.

Jeg forventer ikke at blive reddet, at nogen skal gøre noget, så jeg får det meget bedre eller lettere. Jeg kan kun håbe på tålmodighed, og måske en smule forståelse, mens jeg arbejder. Jeg har ingen forventning om, at det er noget jeg skal igennem eller forbi. Det ligger så dybt, at det vil være med mig altid. Men jeg håber at ændre nogle mønstre. At få justeret nogle sikkerhedsforanstaltninger så jeg kan passe på mig uden at isolere mig. At nå til et punkt hvor det ikke er en overvældende anstrengelse hver gang jeg blotter lidt af mig selv. Derfor skriver jeg også det her idag. Øvelse gør mester.



Wednesday, October 31, 2018

Ude af øje, ude af sind

Igår var sidste dag på arbejde på FysioCenter Kalundborg. Med starten af november starter min barsel, da jeg er den heldige vinder af et par uger mere end man normalt får, til at bygge rede.

Jeg er stille og roligt trappet ned i timer, efterhånden som andre fysser har overtaget mine patienter, og har den sidste måned bare haft en lille fast gruppe på et plejecenter to gange om ugen. 


Efterhånden som jeg har forberedt mine sidste patienter på at en ny fys overtager, har det har naturligt afledt en del barsels- og småbørnesnak. Og særligt én patient har været meget ivrig efter at jeg skal komme forbi når Mælkebøtten er født, og vise frem. Hendes egne børnebørn er voksne, og lægger ikke an til at give hende oldebørn lige foreløbig, så hun engagerede sig meget i min graviditet henover sensommeren.

Misforstå nu ikke. Jeg kender godt forskel på professionelle og private relationer, og mener selv jeg balancerer det fornuftigt, i forhold til samtidig at opbygge gode tillidsfulde relationer, for at skabe grundlag for optimalt samarbejde og udvikling med og hos patienterne. -Og jeg har sgu da nydt at kunne snakke lidt baby og få beundret maven, som en ekstra bonus!

Jeg har ikke lovet min - nu forhenværende - patient noget. Jeg kan ikke vide på forhånd hvilken baby jeg får, eller hvordan min verden ser ud i det nye år, og det forstod hun udmærket. Men jeg vil klart overveje det, for hvem vil ikke gerne have beundret sin unge?!

Før jeg tog hjem igår, faldt jeg i snak med plejecentrets faste fys. Hun havde overhørt lidt af min og patientens snak, og ville lige være sikker på at jeg vidste jeg ikke var forpligtet til noget. Meget betænksomt rådede hun mig til at fokusere på mig selv og baby, og ikke forsøge at leve op til alt mulig andet. Desuden var det jo slet ikke sikkert jeg tænkte på mine gamle patienter til den tid. "Ude af øje, ude af sind", som hun sagde.

Den kommentar ramte mig anderledes end resten, og har tumlet lidt rundt i hovedet på mig siden. Det er klart man ikke bliver lige knyttet til alle patienter, og at nogle falmer hurtigere i hukommelsen end andre. Men jeg har stadig en del, som jeg jævnligt sender en tanke, og spekulerer over hvordan det mon går med. Måske bliver der færre, jo længere tid man er i faget. Måske er det bare forskelligt fra person til person.

Jeg har ingen anelse om, om jeg kommer til at tage ud og præsentere Mælkebøtten i Kalundborg. Jeg ved, at lige nu kan jeg godt li' ideen. Og så må vi se hvad Mælkebøtten siger.



Monday, October 29, 2018

Det er ikke dig, det er mig

I torsdags sagde jeg farvel til Oswald.

Oswald var den perfekte gentleman. Han gjorde sig virkelig umage, og havde rigtig mange gode kvaliteter! Han var stærk og præcis og behagelig og hjælpsom. Så jeg havde lidt dårlig samvittighed over alligevel ikke at give ham en rigtig chance. Der var én ting i vejen, og det var på ingen måde Oswalds skyld. Han var bare ikke min Folmer.


Folmer er en primitiv, lille, let distraherbar flab i sammenligning. Men han er min Folmer. Med skrammer og quirks og dårlige vaner og det hele. Og jeg savnede ham i samfulde 16 dage, selvom Oswald gjorde sit absolut bedste for at tilfredsstille mig, og ikke bare løftede Folmers opgave, men gjorde det med ekstra charme og luksus.

Man skal vænne sig til min lille Folmer. Han har sine egne holdninger, og lader sig ikke sådan kommandere rundt med. Det tager tid at bygge en god og respektfuld relation med ham, med det gør det så meget mere tilfredsstillende når samarbejdet virker. Jeg husker vores første tid sammen, når jeg ser andre med ham nu. Han skal nok gøre det han sættes til, men ikke mere end aller højest nødvendigt, og det er ikke kønt!

Jeg kan li' at der er lidt udfordring, at der er noget at opnå, og at man kan mærke et resultat af at gøre en indsats. Blandt andet derfor er jeg super glad for min Folmer. For jeg kan mærke når vores samarbejde bliver bedre, og jeg ved han ikke giver falske komplimenter.

Så tak for tiden Oswald. Tak fordi du passede på mig mens jeg måtte undvære Folmer. Og tak fordi du lige mindede mig om at sætte pris på hvad jeg har. Du er sød, men jeg håber ikke vi får brug for at ses igen.

Monday, October 22, 2018

Stille dag, eller?

Her er stille idag. Og selvom det er rart og tiltrængt, kan jeg ikke rigtig finde ud af det. Bliver ved med at samle min telefon op for at tjekke om der ikke liiige er et eller andet der er sket, nogen der har skrevet, eller nogen jeg kan skrive til.

Det er ikke fordi jeg keder mig. Sådan set er der rigeligt med ting på to-do-listen jeg kunne tage mig til, og holde mig beskæftiget med. Jeg er bare sådan lidt ubeslutsom og rastløs og ugidelig og irritabel og... Det er svært at forklare, samtidig med at det er alt for bekendt. For som jeg sidder her og sætter ord på er det pludselig pinligt indlysende, og nærmest hovedrystende at jeg ikke har indset det tidligere. Det er sådan her "nervøs" opfører sig, efter jeg har været igennem angst-møllen.

Denne uge indeholder adskillige aftaler og planer med en høj grad af ukendthed og uvished. Ikke at vide hvad jeg kan forvente, er en af mine stærkeste triggere. Jeg skal for eksempel mødes med min tildelte terminsgruppe for første gang, og min bror har insisteret på at jeg opsøger nogle kloge hoveder og får råd om varmekilder og VVS, så jeg kan tage nogle informerede beslutninger om Fjællehjem. Begge dele helt sikkert gode og fornuftige ting! Men derfor skræmmer de mig stadig. Angst er ikke logisk.

Og så giver det pludselig mening, at jeg sidder semi-pacificeret og er rastløs, og ikke kan finde ud af stilheden. For jeg vil gerne flygte fra de ting jeg er usikker på. I hvert fald flygte fra bevidstheden om dem. Så jeg leder efter noget hurtig stimulation eller tomhjernet underholdning, og håber det kan distrahere mig. At ordne bure eller rydde op eller tage opvasken giver alt for stor mulighed for at tænke samtidig.

Nogle gange kan grundig forberedelse tage spidsen af nervøsiteten, så det må blive første forsøg. Jeg ved at jeg kan holde den kørende og "overleve", med nogle af mine andre værktøjer, men den måde æder markant mere energi, og med mindre positivt udbytte af de overlevede aktiviteter - og med et i forvejen lettere begrænset energiniveau (grundet graviditeten), og i betragtning af at projekterne i denne uge er ret vigtige at få mest mulig ud af, ville det være ærgerligt. 


Jeg ved ikke om denne tekst endte med at blive totalt rodet og uforståelig for alle andre - i så fald; velkommen til mit hoved! Vi har alle vores udfordringer. En af mine er efterveerne af depression og angst, og de hensyn det kræver. Og jeg vil gerne være med til at bryde tabuet, så I får teksten som den er. Jeg havde selv troet det var noget helt andet jeg skulle skrive om, men man bliver jo klogere hele tiden.

God mandag!



Saturday, October 20, 2018

Noget om navne

Jeg har fra starten sagt, at jeg ikke vil beslutte hvad Mælkebøtten skal hedde, før jeg har mødt den. Da min yngste lillebror blev født, kan jeg huske at der var planer om hvad han skulle hedde - men han kom ud og lignede slet ikke sådan en, så forfra med navnene!

I tidens løb har jeg givet mange mange navne - til mine dyr. Katte, kanin, totter, høns. Og de og jeg har levet fint med de navne. Men at skulle give navn til et andet menneske er temmelig angstprovokerende. Vi har alle en masse associationer på forskellige navne, så det kan potentielt påvirke mange dimensioner af det kommende liv. Og selvom jeg sikkert kan sparre med familie og venner, er det i sidste ende mig alene der beslutter navnet. Den lyd, den betegnelse mit barn skal kendes ved. Frack.


Jeg har aldrig været god til for mange valgmuligheder. Og jeg skal hilse og sige, at der er fracking mange navne at vælge imellem! Oveni det, bliver min indre nørd ved at dukke op og foreslå at der skal være et system, eller en betydning, eller en tanke bag, eller... 

En af de nyere tanker der er dukket op, er om man kan bruge et navn til sit barn, som har været brugt til en rollespilskarakter? Det lyder helt vildt dumt, men lad mig forklare! Når jeg bygger en karakter som jeg forhåbentlig skal rende på eventyr med i et par år af gangen, og hvis navn jeg vil blive kaldt, vælger jeg jo navne jeg godt kan li' af en eller anden grund. Så hvad hvis ungen kommer ud og bare passer helt vildt godt til et navn, som jeg kan li' så godt at jeg allerede har haft brugt det? 

Lige nu sidder jeg i det modsatte dilemma. Jeg er ved at lave en ny karakter, og kan ikke finde et navn til hende, for hver gang jeg finder et jeg synes godt om, dukker tanken op om; "Hvad nu hvis det passer til Mælkebøtten?". Suk.


Må man? Må man genbruge navne, til sine børn? Ville du se skævt til det? 

Mine udfordringer med ikke at kunne slippe hvad andre mener og tænker, vægter selvfølgelig tungt her. Der kommer nok et indlæg en dag, om hvad det er der gør mig så afhængig og påvirkelig af andres holdninger. Her og nu er kendsgerningen, at jeg er meget opmærksom på hvad folk vil tænke udfra det navn jeg vælger. Både om mig, og om Mælkebøtten der skal bære det. 

Hvormange tanker gjorde du/ville du gøre dig? Og hvad var/er vigtigt for dig? 
Familiær betydning, generel betydning, associationer, navnefæller, oprindelse?

Thursday, October 18, 2018

Tyk, tung og træt

Tirsdag var første dag tilbage på arbejde efter influenza. Og det holdt hårdt! Selvom jeg egentlig følte mig ganske frisk, blev jeg alt for hurtigt træt, og måtte lægge ekstra pauser ind flere steder, for lige at samle energi til at være den motiverende faktor igen.
Jeg ved ikke om der var tale om en slags underbevidst revanche, da jeg så igår (onsdag, fridag) besluttede at jeg ville tilbageerobre entreen. Flytte mit tøj ind på værelset, flytte rundt så den nye kommode kunne komme på plads, tømme og strategisk genfylde skabet så mine knager igen har en fighting chance.

(Det lyder muligvis ikke af meget, men hvis man havde set min entre, eller jeg havde husket at tage førbilleder, ville man vide at det var en ganske anseelig opgave)


De kloge siger, at man skal passe på ikke at anstrenge sig for meget som gravid. Men de siger også at det er vigtigt at holde sig aktiv og blive ved at motionere. Meget af min daglige motion findes i arbejdet med mit hus; at passe dyrene, gøre rent, rydde op, ordne have, flytte rundt, rive ned, bygge op...

Jeg synes selv jeg var fornuftig om det. Strakte projektet over det meste af dagen, holdt gode pauser, hvor jeg bl.a. fik strikket 90% af en pulsvarmer, tog det stille og roligt, og brugte en hund til at flytte de tungeste og mest uhandy ting. Min krop var ikke ubetinget enig. 


Det er også en slags sejr at lære at genkende sine egne grænser bedre! Som Piet Hein sagde det: 
At riste brød er let at lære,
blot man vil erindre.
Når det oser skal det have,
to minutter mindre.

Næste gang stopper jeg lidt tidligere!

Mine mavemuskler, min ryg og min symfyse underholdt resten af aftenen og en god del af natten, og jeg forventer at komme til at mærke noget til dem i løbet af arbejdsdagen idag også. Heldigvis er det en kort dag idag, med mulighed for mange små pauser, hvis jeg får brug for det. Og iaften står den på rollespilshygge i den nye version af torsdagsgruppen. Det er lige til at overskue.


Lad mig lige præcisere. De fleste har oplevet af have ondt i ryggen, fordi musklerne er blevet trætte. Udvid den følelse til også at omfatte maven, og placer så adskillige kilo livmoder midt i det mishandlede muskelkorset, og forsøg at bevæge dig uden at denne livmoder trækker og skubber og vrider i alt det ømme. Læg oveni, at det hele hviler på et bækken, der fortil er holdt sammen af en lille bruskskive midt i skambenet, som er igang med at blive blødgjort, og derfor ikke har samme stabilitet som normalt. Så nu vælter den her heavy weight livmoder, omfavnet af muskler der gør deres bedste for at gøre mindst muligt, rundt ovenpå en skål med et skår i kanten, som giver sig lidt hver gang vægten flytter sig. Og prøv så at lægge dig ned i en seng. AV!

Og ja, Mælkebøtten har det fint! Hver gang jeg er i ro, tager h*n over og mosler rundt. Det kan godt være jeg brugte mig selv en sjat for meget, men jeg har god nok fornemmelse af mig selv, til ikke at gøre noget farligt eller for alvor dumt. Og lektien er lært. Taksten for udtrætning er steget. Nedsæt daglig dosis. Tjek.




Monday, October 15, 2018

Influenzaramt arbejdsweekend

Jeg accepterer præmissen, at jeg som almindeligt menneske skal igennem en gang efterårsinfluenza. Og i forhold til min graviditet er jeg ganske godt tilfreds med at det er første gang i den periode jeg er syg, og at det er nu, med otte uger til termin, og ikke om halvanden måned. Men bortset fra det, kunne det næppe være dårligere timing.

De første symptomer dukkede op i tirsdags. Lige efter jeg havde sagt ja til at varetage en vigtig opgave på arbejdet torsdag. Torsdag som desuden var sidste dag vi skulle spille i den gamle version af rollespilsgruppen i Holbæk. Og så ventede arbejdsweekenden i Fjællehjem.


Min mor havde lang weekend, og tilbød at komme og stå for forplejning, hvis jeg kunne skaffe arbejdskraft til at give den en skalle, og få rykket nogle projekter. Så jeg rekrutterede et par brødre og et par venner og planlagde at forberede en del i løbet af ugen, så vi kunne komme igang med nogle af de ting det er svært at stå med alene. 

Som den skarpe læser nok allerede har spottet, er det begrænset hvormeget man får forberedt med influenza. Endnu mere når forberedelserne kræver fysisk anstrengelse. I et sidste desperat forsøg på en eller anden form for forberedelse, forsøgte jeg at skrive og tegne noget af det jeg havde tænkt der skulle ske. Men selv det blev temmelig feberpræget og ufuldstændigt.

Trods alt lykkedes det at få noget ganske fornuftigt ud af weekenden. Min far kom og tog teten på hønsehuset, så det er mymeter fra at være færdigt nu. Og i huset fik vi flyttet rundt på mig, totterne og en masse møbler der sku' på loftet. Det giver plads til at vi kan banke gulvet op i det værelse vi kander "Mørket", og komme igang med at sætte det i stand. Og det lykkedes næsten for mig, at holde mig i ro, og nøjes med at pege. Noget af tiden.

Idag er hviledag. Hviledag er tiltrængt, så det er i hvert fald planen. Selvom det frister liiige at rydde lidt op, sortere, smide ud, sætte på plads... i alt det vi har afdækket og rodet op i, og som lige nu står hulter til bulter i klynger rundt omkring. Men imorgen venter arbejde, så jeg gør mig umage for at ryste  det sidste influenza af, og samle energi til nogle timer i den virkelige verden.

Sender en taknemmelig tanke til venner og familie, der ikke bare dukkede op denne weekend, men også har tilbudt at gøre det igen. I er fantastiske! <3



Saturday, October 13, 2018

Bliver det nogen sinde færdigt?!!

Det korte svar er: Nej.

Det handler om mit skønne lille hus på landet. Og odds er at der altid vil være noget der ikke er færdigt. For sådan er det med den her slags huse.

Lige nu er der temmelig meget - sådan cirka alting - der ikke er færdigt. Men nogle projekter er igang, og det første, nemlig hønsehuset, er temmelig tæt på at være færdigt. Takket være min dejlige familie og nogle skønne venner ^_^


Min seje bror lægger fliser i bunden af hønsehuset, 
før sidste væg skal op.

Jeg tænker at hønsehuset får sin helt egen blog når det står færdigt og hønsene er flyttet ind - om ganske snart, forhåbentlig.

Iaften skriver jeg, fordi flere har undret sig over det tilsyneladende uendelige projekt jeg har kastet mig ud i. Det vigtige for mig i den sammenhæng er, at jeg VED, og hele tiden har vidst, at det bliver et uendeligt projekt: Når et rum er istandsat venter næste, og næste, og så trænger taget til at blive skiftet, og det giver forhåbentlig mulighed for bedre udnyttelse af førstesalen, og udestuen skal som minimum kraftigt modificeres, og værkstedet skal organiseres, haven omlægges, ruder udskiftes...

Listen er på ingen måde fyldestgørende, men længe før den er gennemført vil der alligevel være ting der har været færdige, som skal opdateres eller vedligeholdes. For sådan er det i et hus. Og ikke mindre i et gammelt hus på landet. Jeg er vokset op i sådan et. Jeg ved hvad jeg er gået ind til. Og det passer mig egentlig fint. 


Mine brødre og jeg er alle ganske trygge med en sav, en hammer eller en skruemaskine i hånden. For vi har oplevet og deltaget i almindelig vedligehold og istandsættelse. Og jeg synes det er fedt at kunne! Det giver jeg gerne videre! - og så skal det da ikke være en hemmelighed at jeg godt kan li' ideen om den totale kontrol over hvordan det hele skal ende med at være. I det omfang man kan tale om en slutning, selvfølgelig.

Friday, October 12, 2018

Bang! Ekstra voksenpoint

Jeg har skrabet en del voksenpoint til mig det sidste lille års tid; hus, kørekort, bil, graviditet, job(s). Nogle dage føles det som om det er gået voldsomt hurtigt, men der har selvfølgelig også været noget at indhente, efter nogle år i ufrivillig stilstand. Og gennem det hele insisterer jeg på at veje op med rigelige mængder barnlighed, for de der voksenpoint er sgu lidt skræmmende når de tårner sig for meget op.

Det går helt fint, synes jeg. Det kan godt være jeg har en bil, men han hedder Folmer, og bliver omtalt som et enkeltstående individ, med egen personlighed - for det er bare sjovere på den måde. 


For otte dage siden fik jeg en portion aldeles uønskede voksenpoint. På Folmers bekostning. Vi blev kørt ind i. "Vi" er i den sammenhæng mig og Folmer (skal man være præcis, var Mælkebøtten selvfølgelig også med). Både jeg og passagererne i den anden bil er totalt uskadte! Men Folmer fik en stor bule i siden, og er nu "indlagt", og skal undergå Gud ved hvilke procedurer for at blive god igen. Og heraf voksenpointene; praktisk anvendelse af forsikring. Frack.

Nej, forsikringer er ikke nødvendigvis besværlige eller forvirrende eller ubehagelige. Faktisk var damen jeg endte med at snakke med utrolig hjælpsom, og guidede mig venligt igennem at få styr på hvad der skulle styr på. Men alle fordommene om forsikringer er der, og uanset hvad, hader jeg vigtige telefonopkald. De er high level spells af en særlig grum school (aka koster alle skeerne). 


Pyt. Pointene er indkasseret, Folmer er i gode hænder (håber jeg), føreren af den anden bil påtog sig det fulde ansvar, og hvis jeg har fracket op et sted undervejs finder jeg jo nok ud af det. Så nu er der kun den sjove del tilbage - at finde noget barnligt at udligne med. Det er ikke så ringe endda.

Monday, October 8, 2018

Verdens bedste Moster

Idag er det Mosters fødselsdag!

Desværre er hun her ikke, så vi kan fejre hende. Det er forkert at sige at hun "tabte kampen" eller at hun "gav op" - ikke min Moster. Men hun fik fred. Hun holdt endelig op med at have ondt. 

Det er tre uger siden nu. Jeg har mange gange tænkt på at skrive om hende, for hun var en helt fantastisk både Moster og kvinde. Jeg har ikke kunnet før, og jeg græder mens jeg skriver nu. 

Min Moster tænkte altid på andre, før hun tænkte på sig selv. Til hendes bisættelse blev det igen og igen påpeget hvormeget hun havde opnået og hvormeget hun havde gjort for andre, til trods for at leve med kroniske smerter det meste af sit liv. Men hun var også så meget mere end de smerter. 

Min Moster var sej og sjov og omsorgsfuld og forstående og stærk og klog. Hun var der altid for os, og lærte os så meget om hvordan man får det bedste ud af livet. Om respekt og ordenlighed, og om at skide på hvad andre tænker, og gøre hvad man selv har lyst til og brug for. 

Moster splejsede om en DS og et pokémonspil med min yngste lillebror da han var måske 8-10 år gammel, og han tog bussen ud til hende efter skole, så de kunne spille sammen. Dét var min Moster.

Min Moster nøjedes ikke med at acceptere mit valg om at få et barn alene. Hun var vild med det. Hun heppede på mig allerede før jeg selv tog det endelige skridt. Hun havde fuld forståelse for de overvejelser jeg gjorde mig, og roste mine beslutninger. Hun spurgte ind til processen med ægte nysgerrighed og spændt utålmodighed. Hun døde præcis tre måneder før min termin. 

Det var ikke meningen min Moster skulle dø nu. Vi var alle sammen indstillet på, at det var nu hun skulle begynde at få det bedre, begynde at samle kræfter igen. Ingen af os var forberedt på at sige farvel. Og på nogle punkter er jeg ikke sikker på jeg selv har accepteret det endnu. At hun er væk. 

Jeg fortæller mig selv, at hun er et bedre sted nu. At det kun gør ondt og er svært for os der stadig lever. Men der var så meget hun glædede sig til. Min Mælkebøtte. Selv at få børnebørn. At eksperimentere med sjov mad. At kunne strikke sit sjal færdigt. At komme hjem... 

Jeg fortæller mig selv, at det bedste jeg kan gøre er at huske hende, og forsøge at give alle de ting videre, hun ikke er her til at give mere. Krammene, grinene, og ikke mindst modet. Modet til at skille sig ud, til at synge højt selvom man synger falsk, til at være en voksen kvinde der spiller Pokémon, til at sige sin mening, sige fra, og fortælle folk hvormeget man holder af dem. Både i ord og handling. 

Altid elsket. Aldrig glemt.
Tillykke med fødselsdagen Moster


Friday, October 5, 2018

Babyer er dyre!

Det får man i hvert fald altid at vide. Og det er jeg selvfølgelig forberedt på! Men ind til videre går det nu meget godt med at holde igen med forbruget. Jeg har købt en barnevogn og en kravlegård, en stak stofbleer og et ganske begrænset antal beklædningsdele, en babynest og et par slynger - alt sammen brugt. Og så har jeg arvet og lånt en hel masse, både fra familie og venner.

Jeg indrømmer gerne at jeg er en nærrigrøv! Jeg har aldrig forstået pointen i at shoppe, og selvom jeg da synes det er fedt at få nye ting, gør det nu ikke nogen forskel for min oplevelse, om det er nyt-nyt eller bare nyt for mig. Og så er der selvfølgelig det ekstra perspektiv, at vores stakkels klode har meget bedre af at vi bruger vores ting op, og ikke bare bliver ved at producere nyt, uden det faktisk er nødvendigt. 

Jeg er helt overbevist om, at Mælkebøtten kommer til at sove lige godt i sin barnevogn, uanset om indersiden af kalechen starter med at være kemisk hvid, eller der er et par mærker efter tidligere brug. Og det skulle undre mig meget, hvis Mælkebøtten protesterer over at få en body på, som en anden baby voksede ud af efter tre iklædninger. Mig går der ingen skår af, i hvert fald. 

Én ting har jeg dog købt fra ny. Ikke fordi det er vigtigt at det skulle være nyt, men fordi tilbuddet var for godt, og jyden i mig ikke kunne modstå. Jeg har købt en lækker ringslynge i økologisk bomuld fra Slynger.dk - til noget der minder om en trediedel af normalpris, fordi der er et lille mærke på stoffet (Og nej, det er ikke reklame, jeg får ikke noget for at nævne dem). 

Jeg ved at jeg har været ultra heldig med alle de ting jeg har fået, men selv uden det ville jeg ikke være gået shop amok i den nærmeste BabySam. Det matcher bare ikke mit temperament, at bruge en hulens masse penge og ressourcer unødvendigt, når der er så mange ting til salg brugt, som sagtens kan klare et barn eller to mere. Og ja, jeg er da lidt stolt over, at jeg endnu max har brugt 1000 kr, og det kun er småting jeg mangler. Så må vi se hvordan det går, når Mælkebøtten er kommet til verden.

Slyngen blev selvfølgelig prøvet på med det samme, og nærmeste prøvekanin - var tilfældigvis en kanin. Til en anden gang må jeg se om jeg kan finde en lidt mere babylignende bamse, men jeg synes nu kaninen gjorde det rigtig godt i en snæver vending. Øvelse gør mester


Wednesday, October 3, 2018

Også en form for fridag

Når man kun arbejder to dage om ugen, får "fridag" en helt anden betydning end i sammenhæng med en mere normal arbejdsuge. Weekend er stadig relevant, for det er der alle andre har fri, og derfor der de fleste aftaler ligger, men fridagene derudover har jeg skullet vænne mig til at planlægge og udnytte som mere og andet end bare fridage. 

Tro mig, mange dage har jeg lyst til bare at følge Pyts eksempel, og splatte ud i lænestolen - med eller uden et reelt behov for det (læs fx min blog fra forleden dag; En af de dage, om hvordan det nogle gange er ganske nødvendigt at overgive sig til at lave ingenting). Men det er ikke rigtig holdbart i længden, og ville få ugerne til at forsvinde alt for hurtigt, mens jeg bliver tykkere og projekterne i huset står stille. Det dur ikke.


Altså blev fridagen idag brug på Ego-manér, og i selskab med min far og ene bror, på at bygge videre på hønsehuset. I vores familie gør vi ikke noget halvt, og hønsehuset er ingen undtagelse, så det er ikke noget der lige smækkes op på en eftermiddag. Som en af min anden brors kammerater sagde da han var forbi: "Det bliver bygget bedre end mit køkken!??". Og idag altså under grundig overvågning og inspektion af Bygherre Ego.


Jeg skal selvfølgelig nok dele billeder af hønsehuset når det står færdigt, så det ikke bare er tomme ord! Hvis ikke jeg husker meget galt, har der allerede været en story eller to om det på min instagram. Og der vil også helt sikkert komme mere undervejs, så hvis hønsehuse og hus-istandsættelse (og alt for mange kattebilleder, plus diverse håndarbejde) ku' være helt vildt spændende at følge med i, hedder min IG-profil ahedviglh. Kom og find mig!

Sunday, September 30, 2018

En af de dage

Idag har været sådan en dag, der bare skal rives ud af kalenderen og startes forfra imorgen. Misforstå mig ikke, jeg er - i det store perspektiv - ok. Dagen er bare forsvundet. På den træls måde...

Igår startede kaotisk, og jeg endte med at løbe ud af døren med morgenmaden i hånden, for at nå en aftale hos næsten-naboen. Da jeg endelig var færdig med at løbe rundt til dagens aftaler og ærinder gik jeg i stå i lænestolen med to katte på skødet, og undede egentlig hjertens gerne mig selv at "slå fra", indtil dynen kaldte. Men det var ikke lige en del af planen, at eftervirkningerne skulle inddrage idag også.

Jeg har lært på den hårde måde, at jeg er nødt til at rationalisere min mentale energi, og respektere at jeg ikke nødvendigvis kan alt hvad jeg vil. Det har kostet er par sygemeldinger, før jeg lærte at det ikke bare var et spørgsmål om at tvinge igennem. Derfor accepterer jeg nu, når systemet kræver restitution. Det ærger mig da helt sikkert, at græsset ikke blev slået, buret ikke ordnet og opvasken ikke taget - men når alternativet er at fremprovokere angstanfald eller sygemeldinger, så tager jeg det som en sejr at have fået tre nogenlunde fornuftige måltider, have passet hønsene og have strikket et halvt par babybukser. 


Næste skridt er at bryde boblen, og komme igang igen. Det er én ting at hovedet har brug for hvile, men jeg bliver træt og øm i kroppen af sådan nogle dage, og det kræver ind imellem et spark bagi, at få både hoved og krop igang igen. Så det bliver projektet imorgen.

Tricket for mig er, at beslutte nogle simple og realistiske opgaver, som får mig op at stå, og rigtig gerne udenfor, og som kan give en følelse af succes og af at have gjort noget synligt og gavnligt. Det der græs, kunne for eksempel være en ganske udemærket kandidat - hvis vejret vil det. 


Friday, September 28, 2018

Sådan får jeg jo aldrig skrevet noget...

Jeg har åndssvagt og irriterende høje krav til mig selv, når det kommer til at skrive blogindlæg. Med det resultat, at der nemt går lang tid hvor jeg ikke får skrevet noget. 

Jeg bilder mig ind, at hvert indlæg skal være perfekt. At jeg er nødt til at skrive om ting der sker, når de sker, ellers kan jeg ikke skrive om det. At jeg ikke kan vende tilbage til et emne jeg allerede har skrevet om én gang - hvilket forstærker følelsen af at det er nødt til at være perfekt. 

Og ja, jeg har nogle udfordringer angående anerkendelse, og mine forestillinger om andre folks tanker om og vurdering af mig. Jeg udfordrer dagligt mig selv til at være uperfekt, både for mig selv, og fordi jeg tænker vi alle får det lettere, hvis vi gør det mere almindeligt at være åbent uperfekte. I omtale er det ikke noget problem for mig at have det på bloggen, men i udførsel halter det åbenbart lidt endnu.

Jeg synes det kunne være fedt at gøre noget mere ud af min blog, men det kræver vist i første omgang at jeg lærer at justere mine krav til mig selv, så jeg faktisk får skrevet noget. Og så dukker tanken op om, om min blog ligger et sted hvor den kan blive til noget?

Jeg læser med på nogle få blogs, men har ingen anelse om hvad der faktisk skal til for at få sådan en til at være andet end en sær online dagbog for nogle få venner og familie. Om der er ting man selv skal opsøge, eller det kommer hvis det lykkes at få nok læsere?


Gode råd modtages! Så har jeg noget at lege med når jeg skal på barsel - for alle ved jo at man keder sig når man går hjemme med en baby ;) 

Monday, August 27, 2018

En atypisk typisk mandag morgen

Typisk fordi:

  • Det regnede - misforstå mig ikke, jeg elsker regn! Men med adskillige patienter på dagens program, der nyder en tur udenfor, er det temmelig upraktisk.
  • Jeg kom for sent op, og min morgen var derfor små-kaotisk og forhastet. Der skal ikke så meget til at vippe balancen, når man sætter uret efter at kunne få mest mulig tid under dynen. 
  • Min morgenmad endte med at blive spist i bilen på vej på arbejde, af ovennævnte grund. Når jeg har fri kan jeg godt nusse rundt en time eller to før jeg får morgenmad, men på dage hvor jeg skal noget, er jeg ikke glad for at det bliver skubbet mere end højest nødvendigt. 
  • Jeg vaskede tøj igår, og mine bukser var ikke nået at tørre ordentligt. Ja, jeg burde have vasket tøjet tidligere, men det var ikke lige sådan min weekend virkede. Jeg kan ikke være den eneste der oplever dage eller weekender forsvinde for mig engang imellem.
Atypisk fordi:
  • Jeg kom ikke for sent op fordi jeg sov over mig, eller fordi dynen holdt fast på mig. Jeg kom for sent op, fordi Mælkebøtten holdt gymnastikopvisning, og jeg for første gang uden tvivl kunne mærke bevægelserne udefra, og ikke kun indefra. Jeg kom for sent op, fordi jeg var fascineret og forhekset og bare ville nyde, uden at bryde øjeblikket. Og det var det hele værd. Forsinkelse, stress, morgenmad i bilen. Pyt. Det var det værd. 

Saturday, August 25, 2018

Det er først sandt når det er på Facebook

Jeg bærer rundt på en hemmelighed. 

Egentlig er det et stykke tid siden jeg selv har tænkt på det som en hemmelighed; jeg taler åbent om det med folk i min hverdag. Men det er ikke delt på Facebook endnu, og så er den kulturelle forståelse, at det ikke er fuldt officielt.

Jeg kan ikke vænne mig til, at man er nødt til at proklamere udsagn om sig selv eller sit liv, for at gøre dem sande. Jeg har fx aldrig forstået at LGBT skulle være nødt til at "springe ud", og man ikke bare kan være hvad man er.

På samme måde har jeg konstateret at jeg har svært ved at skulle udbasunere når der sker ting i mit liv, for at det skal slippe af med stemplet "hemmeligt". Kan vi ikke bare tale sammen? Det føles som om det bliver større og mindre på én gang, når det skal online. Det bliver gjort til noget stort når det skal proklameres, og det sidder janteloven sgu lidt for dybt i mig til (Plus, seriøst, hvem bliver ikke nervøs for tavshed, når de fortæller om noget der er vigtigt for dem!). Samtidig 
bliver det fladt og usensationelt ved at blive en del af strømmen, hvilket trods jantelov er ærgerligt når man glæder sig over noget.

Og se så, hvordan jeg ævler og pakker ind, for at slippe for at lave et standard opslag, som i højere grad ville være motiveret af pligt end af lyst. Jeg bilder mig ind, at på den her måde, bliver min nyhed ikke bare en del af havet af nyheder, men noget der stadig vil være folk der ikke lige har hørt eller opdaget, så jeg måske et par gange endnu, kan opleve at fortælle det ansigt til ansigt. Uden at blive bebrejdet for at have holdt det hemmeligt, ved ikke at gå gennem de korrekte Facebook-ritualer.

Hvis man lader den, er vores kultur virkelig en labyrint at manøvrere i. Eller også er det bare mit hoved. Men det var jo i virkeligheden slet ikke det det skulle handle om nu. Det skulle handle om min hemmelighed, som ikke er nogen hemmelighed. Om min nyhed, som forlængst er holdt op med at være en nyhed. Til gengæld er det helt bogstaveligt at jeg bærer rundt på den. Og har gjort det i 24 uger, ind til videre. 

Er der nogen der har gætte det endnu? Ellers kan I få lidt flere hints: Jeg har drømt om det i årevis. Den bliver tungere for hver uge der går. Og jeg strikker endelig til mig selv!

Jeg ved ikke selv meget om den endnu, så de næste omtrent 16 uger kalder jeg den Mælkebøtten, og glæder mig til at lære mere. Jeg håber nogle af jer vil glæde jer med mig!

Jeg er gravid 💚

Wednesday, June 6, 2018

Det værste spørgsmål til jobsamtalen: Er du robust?

Hvis den her blog kommer til at virke lidt kryptisk, er det fordi den er min måde at bearbejde en frustration der har ligget og ruget noget tid, forhåbentlig uden at udstille nogen alt for meget. Jeg deler det, fordi jeg har indtryk af at rigtig mange støder på ordet "robust" på arbejdsmarkedet, og som jeg kan opleve det som et pres, og noget man efterfølgende skal leve op til. 


Min potentielt kommende chef brød sig ikke om at stille spørgsmålet - det sagde hun selv. Men vi havde været omkring emnet fra flere vinkler, og det var tydeligt at det var det hun havde brug for at vide. Jeg spurgte ikke ind til hvad hun mente med "robust", det var allerede tydeligt fra hendes forsøg på at undgå at bruge ordet. I stedet fik jeg vævet et svar der lød som "ja", uden jeg selv følte jeg lovede mere end jeg kunne holde.

Robust er et modbydeligt udtryk. Spørgsmålet kunne lige så godt være "Er du stærk?" og hvem fanden har lyst til at sige "nej" til det? Graver man lidt i det, dækker det ofte over et behov for at vedkommende er omstillingsparat og tilpasningsdygtig. At man kan rumme uoptimale vilkår og stadig løse opgaverne.

Langt henad vejen kan jeg svare "ja". Men det kommer i høj grad an på hvad det er for nogle uoptimale vilkår jeg bliver stillet. Jeg arbejder fx meget bedre med tidspres end med uforudsigelighed. Og jeg tolererer i langt højere grad en grov tone og åbne konflikter, end mangel på kommunikation og uvished.

Min robusthed er især begrænset af min empati. Jeg bliver meget let påvirket af hvordan andre omkring mig har det, og betyder de uoptimale vilkår at for mange mistrives, kan jeg ikke undgå at blive trukket med. Uanset hvormeget jeg gerne vil trække i den modsatte retning og hjælpe med at gøre omstændighederne mere positive.

Jeg kan ikke altid forudse hvor min grænse går, men jeg kan genkende den når jeg møder den, og ved hvor vigtigt det er at respektere den. Jeg ved ikke om jeg er robust. Men jeg er sejlivet. Og stiller du mig så dårlige vilkår at jeg må kaste håndklædet i ringen, så er det ikke mig der ikke er god nok. 

Saturday, May 19, 2018

Skal fysioterapeuter ikke være sunde?

Et par unge piger i et tog for nogle år siden, sagde det ligeud. "Skal fysioterapeuter ikke være sunde?" Det var ikke høfligt sagt, og når jeg genfortalte det var det da også behørigt fornærmet, men skal jeg være helt ærlig, var det jo ikke noget jeg ikke selv havde tænkt adskillige gange før.

Fysioterapeuter hjælper andre med at opnå eller vedligeholde en sund livsstil - i en eller anden grad, forstand eller form. Oftest. Det giver mening at forvente, at de er gode forbilleder for denne sunde livsstil. Så det er ikke så underligt at de to piger undrede sig over den småfede dame der påstod hun var fys.

Jeg er stadig småfed, og jeg har alle de gode undskyldninger og forklaringer klar, for jeg har selv forventningen om, at en fagperson bør kunne leve op til sine egne anbefalinger, i hvert fald til et vist niveau.Og en overvægtig fysioterapeut virker bare forkert.

Der er masser af evidens for, at moderat overvægt ikke er farligt, så længe man er i god form. Jeg kan holde fantastiske foredrag om, hvordan risikoen for livsstilssygdomme øges ved dårlig kondition, ikke ved øget vægt. Og det er da også fint til at aflede opmærksomheden, men sandheden er at jeg er mindst lige så meget i dårlig form, som jeg er overvægtig.

Jeg er mester i at slå mig selv i hovedet med den slags. Upåagtet, at det næppe er særlig givtigt for motivationen til at gøre noget ved det. 


Da jeg selv første gang konsulterede en fysioterapeut, som teenager, var jeg ultra nervøs for at skulle stå overfor en hyper sund fagperson, der kunne fortælle mig alle de ting jeg gjorde forkert. Det var en kæmpe lettelse at komme ind til et småbuttet helt-nede-på-jorden menneske, som kunne give nogle gode råd fra et helt realistisk perspektiv.

Fysioterapeuter, ligesom alle andre, er også mennesker. Og jeg prøver ihærdigt at minde mig selv om, at det er vigtigt at være menneske. At være uperfekt. At have fejl og svagheder. Ja, jeg er en overvægtig fysioterapeut, for jeg kan også have det svært, og være nødt til at prioritere min energi. Det gør mig ikke til en dårligere fys. Det gør mig til en fys med et større perspektiv. 

Thursday, May 17, 2018

"Hvis livet er shit, så strikker jeg lidt..."

Jeg har fået rigtig mange forskellige reaktioner når jeg hiver mit strikketøj frem. Nogle spørger nysgerrigt, nogle kigger interesseret, nogle er urørte og nogle bliver nærmest fornærmede. Det afhænger selvsagt rigtig meget af situationen. De færreste medpassagerer i toget har nogen grund til at blive fornærmede over mit strikketøj, men jeg har haft kolleger der syntes det var vældig modigt af mig at strikke til personalemøder.

Lad mig lige forklare - jeg stikker ikke fordi jeg keder mig eller ikke gider følge med. Tvært imod! Jeg strikker fordi jeg bedst holder fokus når mine hænder er beskæftiget. Jeg planlægger hvilke projekter jeg tager med, efter dagens indhold, og sørger for simpelt strik uden tællearbejde hvis jeg skal sidde i krævende møder eller andre opmærksomhedskrævende situationer. Jeg har avanceret blondearbejde i tasken hvis jeg ved jeg skal noget der tærer på mig, hvor jeg får brug for at koble af og samle energi bagefter.

Jeg strikker ikke fordi jeg ikke er engageret i vores samtale - jeg strikker for at fordybe mig i situationen, for at forstærke roen og få mest muligt ud af vores stund. Hvis det generer dig lægger jeg det gerne væk, men du må først forstå hvorfor det er fremme.

Mit strikketøj er min håndgribelige genvej til mindfullness, for nu at bruge et udtryk mange efterhånden er bekendt med. Det er mit fokuspunkt til at samle tankerne og være til stede nu og her, til at lukke larmen og bekymringerne ude. Selvfølgelig kan jeg sagtens bare strikke fordi det er hyggeligt, eller fordi jeg skal have en gave færdig, men der er altid gavnlige effekter i større eller mindre grad, og går det helt galt kan mit strikketøj være den ultimative krisehjælp.

Mikkel Schrøder siger det næsten bedre:


Wednesday, May 16, 2018

Maj måned med fokus på mental sundhed

Jeg er blevet opmærksom på, at maj er "Mental Health Awareness Month". Det er egentlig lidt trist at vi skulle gennem halvdelen af måneden før jeg stødte på noget om det. Men forhåbentlig er det bare mig der har haft fokus andre steder end på sociale medier. Mit eget mentale velvære har været grundigt udfordret fra flere forskellige sider, og store livsspørgsmål har været, og er, oppe at vende. Men mere om det, når noget af det begynder at blive afklaret.

Nu og her, har opdagelsen fået mig til at tænke på, at det kan godt være vi taler en masse om at bryde stigma, men det er begrænset hvad jeg oplevet det bliver til. Fx er jeg ret sikker på, at hvis man indrømmer at have mentale udfordringer, vil det have ganske mærkbare konsekvenser for fremtidige jobmuligheder. Og så stopper jeg lige mig selv der, for jeg brugte ordet "indrømmer".


Drømmen er, at man en dag som det mest naturlige kan fortælle at man periodisk eller kronisk har en psykisk sygdom. Som det er nu, er det svært ikke at skamme sig, eller frygte for konsekvenserne. Derfor "indrømme".

Vi er bare tryggere ved sygdomme vi kan se. Som om det gør dem mere forudsigelige og håndterbare. Hvem ved hvad man kan forvente af en med en usynlig sygdom? Og især de der underlige nogle der kun er i hovedet og ikke rigtig kan måles eller vejes!

Gad vide om der også er noget af kontrolmentaliteten der smitter af her. Hvis du melder dig syg med influenza og feber, så er vi alle sammen enige om at du er syg. Men melder du dig syg fordi din angst blusser op, hvordan ved vi så om du faktisk har det for dårligt til at kunne passe dit arbejde? Er du sikker på du ikke bare pjækker?

Jeg er ikke arbejdsgiver, og har aldrig oplevet at mistro kollegers sygemeldinger, men jeg ved at de her tanker og bekymringer findes hos psykisk syge. Uanset hvor stort problemet er, eller hvor ofte eller sjældent der er brug for en sygemelding. Og det er ikke okay at skulle være bange for. 


Jeg har ikke en gylden løsning, men jeg tænker at italesættelse, og måske nogle tilkendegivelser fra "raske" med-samfundsborgere kan være med til at sætte et skifte igang. Hvordan er indstillingen til at skulle arbejde sammen med mennesker med psykiske diagnoser? Er der respekt for sygemeldinger med mental begrundelse, eller skal der være lidt opkast eller snot tilstede? 

Sunday, May 6, 2018

Ruskomsnusk basis sokkeguide

Jeg er blevet spurgt om, hvordan jeg strikker sokker. Hvis man begynder at undersøge fremgangsmåder eller lede efter opskrifter, finder man hurtigt rigtig mange forskellige, og det kan være lidt af en jungle at finde ud af hvilken man skal forsøge sig med. Jeg har afprøvet rigtig mange forskellige måder og teknikker, før jeg nåede frem til den måde jeg bruger lige nu – en ordenlig omgang ruskomsnusk af tips og tricks og teknikker fra alle mulige forskellige steder, sløjfet sammen med mine egne tilpasninger og præferencer.

Denne guide er skrevet til folk med nogen strikkeerfaring; ikke alt er detaljeret forklaret, så er du nybegynder eller er der noget der er uklart, er du mere end velkommen til at skrive til mig, så skal jeg nok uddybe! Derudover er nogle af de guides og teknikker jeg har linket til på engelsk, så igen: Spørg hvis jeg skal hjælpe!

Lad os få første chok af vejen med det samme; ja, jeg strikker fra tåen og op. Jeg har ikke gjort andet, siden jeg første gang blev præsenteret for ideen, for det gør det så meget nemmere at bruge garnet mest effektivt. I en ”normal” sok, strikket fra ribben ned, bestemmes det endelige garnforbrug af hvor man starter hælen. Hvis man gerne vil bruge mest mulig af garnet risikerer man at mangle til det sidste af tåen, og ellers har man en rest det er svært at bruge til noget andet. Fra tåen op starter man med at lave foden den størrelse den skal være for at sokken passer, og kan så tilpasse højden af skaftet, så det passer med at bruge garnet op eller efterlade en brugbar rest. Jeg er fan!



Første trin er at bestemme hvormange masker der skal til omkredsen af fod/ankel (på langt de fleste passer det at lave samme omkreds de to steder). Mål omkredsen midt på foden, og hvis du ikke kender garnet og din strikkefasthed så lav en strikkeprøve (Dvs. strik en lille lap glatstrik, 20 m +/-, og tæl hvormange masker der går på et antal cm. Jeg plejer at finde et sted hvor et helt antal cm passer med et helt antal masker, for størst nøjagtighed). Udregn hvormange masker der passer med omkredsen og juster så det passer med at antallet går op i 4, hvis du vil have rib 2r2v i skaftet. Tag med i beregningen, om du godt kan lide en sok der sidder til, eller har god plads.

I strømpegarn til pind str. 2,5 mm bruger jeg 52 masker til en almindelig str. 39 damefod.

Jeg starter sokken med ”Judy's Magic Cast-on” - her høfligt linket til, for den kan jeg ikke tage æren for! Jeg starter dog med at vikle og ikke med at lave glideknude, for at få en så jævn og behagelig tå som muligt. Min variation er demonstreret her. Jeg slår ca. halvdelen af det endelige antal masker op, justeret til et antal der går op i 4 for at gøre det let med de efterfølgende udtagninger. Antallet kan igen justeres efter personlig smag, her ift. om man foretrækker en flad eller spids tå.

Til en sok der skal have 52 m, slår jeg 12 m op på hver af de to pinde, 24 i alt.

Efter at have slået op og strikket første omgang (husk at pind 2 skal strikkes i bagerste led) starter udtagningerne til det fulde antal masker. På hver anden omgang tages 4 masker ud. Samtidig plejer jeg at strikke enden fra opslagningen ind, så den ikke skal syes ind når sokken er færdig. Altså strikker jeg på anden omgang med både garnet til nøglet og enden, OG tager ud. Jeg tager ud i siderne, én maske fra kanten, ved at samle op mellem maskerne og strikke drejet ret, som også vist i videoen ovenfor. Sæt evt. en maskemarkør ved omgangens start, hvis enden strikkes ind og derfor ikke kan bruges til at identificere starten.

Omg. #2 vil hedde: 1r - 1udt - 10r - 1udt - 2r - 1udt - 10r - 1udt – 1r.

Tåen fortsættes med hver anden omgang ren ret og hver anden med udtagninger. Når sidste udtagning er lavet, og det fulde antal masker opnået, måler jeg længden af arbejdet, for at have et estimat på hvad jeg skal regne til hælen ift. fodlængden. Herefter strikkes foden op, glat eller mønstret som man ønsker, nogle kan fx rigtig godt lide at lave rib på oversiden af foden, for at få en sok der sidder tæt til foden.

Tåen på mine sokker er ca 3,5 cm, og jeg vil gene have en sok på 26 cm, så jeg skal strikke til 22,5 cm før jeg starter hælen.


Hælen strikker jeg med "German Short Rows", fordi det er super simpelt og ens oppefra og nedefra. Her er en tutorial af Very Pink Knits, som viser det rigtig godt (omkring 7 min inde viser hun specifikt teknikken der bruges i hælen her. Hun omtaler eksemplet som en tå, hvilket det også kan bruges til).
Jeg bruger halvdelen af fodens masker til at lave hæl (husk at dele samme sted som tåen har kant), og "tager ind" til halvdelen af de masker - generelt passer det meget godt at bruge samme antal som i tåen, det gør det også lettere at huske. 


Halvdelen af mine masker er 26, og jeg plejer for nemhedens skyld at sætte dem over på én pind når jeg strikker hælen. Første pind strikker jeg de 26 m som en fortsættelse af hvordan jeg har strikket foden. Vender arbejdet, og arbejder første maske med german short row technique (herefter gsrt), så 25 vrang. Tredie pind arbejder første maske med gsrt, og strikker 24 ret - så er jeg nået frem til gsr-masken fra sidste pind. Vender og arbejder den nu første maske med gsrt, og striker 23 vrang. 
Fortsætter på den måde, én maske ind af gangen, indtil jeg på retsiden strikker 12 masker mellem gsr. Strikker nu de to første gsr-masker, som vist i tutorial'en, vender, arbejder den første maske med gsrt, og strikker 13 vrang til jeg når gsr-maskerne i den anden side. Strikker to, vender, arbejder første med gsrt, og strikker 14 ret tilbage.
Jeg fortsætter udad på denne måde til alle gsr-maskerne er arbejdet for anden gang, men de yderste ikke er strikket til almindelige masker endnu (jeg lover, det giver mening når man sidder med det).

Efter hælen strikkes rundt på alle sokkens masker igen, men først samles 2 masker op i mellemrummet mellem hælmaskerne og oversiden af foden, da der ellers godt kan blive lidt hul. Altså strikker jeg henover hælmaskerne på retsiden sidste gang, strikker 2 masker op mellem pindene (jeg laver en video af hvordan jeg foretrækker at gøre, næste gang jeg når det punkt i et par sokker), strikker henover oversiden af foden, strikker 2 masker op i mellemrummet, og ved starten på hælmaskerne, er det vigtigt at være opmærksom på at strikke sidste gsr-maske til normal maske igen!

Jeg kan godt lide tætsiddende sokker, så jeg plejer at starte ribben her, straks efter hælen, og på samme omgang tages de ekstra masker i siderne (dem der forhindrer huller) ind igen. Jeg strikker dem normalt sammen med nærmeste maske fra oversiden af foden, fx ved at føre to over på højre pind som ville jeg strikke dem sammen, strikke en, og løfte de to over (eller hvilken indtagningsmåde jeg lige føler for - nogle vælger at lave hhv. tre ret sammen og ss-k2tog-psso, for at indtagningerne kommer til at hælde symmetrisk).

Min favorit-rib er '2 ret, 2 vrang', men der er mulighed for fri leg! Snoninger, hulmønstre, smallere eller bredere rib - lige hvad du har lyst til. Bare husk, at det påvirker elasticiteten, så der skal ikke leges vildere, end at sokkens bærer stadig kan holde sokken på.


Når skaftet har den højde der ønskes, eller som garnet tillader, lukker jeg af med Jenys stretchy bind of, som jeg også har tyv-stjålet. Jeg har lavet en lille demonstration, for de der bedre ser end læser teknikker. For optimal garnudnyttelse kan jeg oplyse at denne aflukningsteknik bruger garn svarende til to omgange strikket i normal rib. Og så er der bare tilbage at sy enden ind, og lave en til den anden fod også!

I min størrelse, og med det 
normale tynde strømpegarn, kan jeg fint få to sokker ud af et nøgle. Jeg strikker så en sok med hver ende af garnet, pauser første når jeg har etableret skaftet, og strikker anden, og strikker så skiftevis hver sok et stykke op af skaftet, til jeg kan finde midten af garnet og højden de skal afsluttes i. 

God fornøjelse!